6?)6 FlNMARKENS AMT. har sagnet fæstet sig efter aar 1600, til Johan Georg mellem I7OO og 175O. Sagnet om Gunhild hos jinnerne. A Sagnet om Gunhild findes foruden hos Snorre i Codex Fri- sianus og i Flateyjarbók (i den udførlige Olav Trygvessøns saga), som begge er yngre end Snorre. Begge følger ogsaa Snorrei vendinger og udtryk. Det er derfor nok at gjengive beretningen i Heimskringla. i Snorre fortæller, at Erik Blodøkse, da han var 12 aar gammel drog paa hærfærd i 4 aar med 5 langskibe, som hans-fader Harald havde givet ham. «Efter det reiste han nord til Finmarken og helt til Bjarmeland og holdt der et stort slag og vandt seier. Da han kom tilbage til Finmarken, fandt hans mænd i en gamme en kvinde, som var saa vakker, at de ikke havde seet magen; hun sagde, at hun hed Gunhild og at hendes fader boede paa Haalogaland, og han hed 0ssur Tote; «jeg har været her,» siger bun, «for at lære at trolde af to finner, som er de viseste her i Finmarken Nu er de ude paa ja-gt, men begge to vil have mig, og begge er de saa vise, at de følger spor som hunde, baade i tøveir og paa skaren, og de gaar saa godt paa ski, at ingen kan undgaa dem, hverken mennesker eller dyr, og de træffer alt, som de skyder paa. Saaledes har de gjort ende paa alle, som er kommet her i nærheden, og hvis de bliver vrede, da vender deres øiekast op og ned paa jorden, og hvis noget, som lever, kommer ud for deres blik, saa falder det dødt ned. Nu maa I for alt ikke komme paa deres vei; jeg skal gjemme eder her i gammen; skal I da prøve, om vi kan faa dræbt dem.» De blev enige om, at hun skulde gjemme dem. Hun tok en linsæk, og de mente, at der var aske i den; hun stak haanden nedi og strødde det omkring gammen udenfor og indenfor. Lidt senere kom finnerne hjem og spurgte, hvad det var, som var kommet did; men hun svarede, at der var ikke kommet noget der. Det syntes finnerne var underligt, da de havde fulgt sporene helt til gammen, men siden fandt de intet. Saa gjorde de op ild og lagede mad, og da de var mætte, reiede Gunhild sin seng op; det havde gaaet slig de tre sidste nætter, at Gunhild havde sovet, men de to andre havde vaaget over hverandre af skinsyge. Da sagde hun: «Kom nu her og læg eder hver paa sin side af mig.» Derover blev de glade og gjorde saa; og hun holdt en arm om halsen paa hver af dem. De sovnede straks, men hun vækkede dem: straks sovnede de igjen saa fast, at hun neppe fik vækket dem; atter sovnede de, og da fik hun slet ikke vækket dem. Da reiste hun dem op, men de sov fremdeles. Saa tog hun to store sæl-
