l?INNERNE I GAMLE HISTORISKE SAGN. ö39 gist, om der end i Snorreafskrifternes og Flatøbogens betegnelse af ha-m som jotun eller dværg er indgaaet momenter fra kilden for den sidste halvdel af Snefrid-sagnet, saaledes som det frem- gaar af skildringen i det senere gjengivne norske eventyr fra Valdres, hvor heltinden er datter af en jutul, det vil sige jotun, og af fre1nstillingen i de tilsvarende islandske og tyske eventyr, som lader hende blive optaget og finde pleie og hjem hos nogle dverge. Ligesom Hengist af Vortigern faar et lidet stykke land til at opføre et hus paa, faar finnen Svaase af kong Harald lov til at sætte sin gamme paa hans grund. Naar beretningen om Hengists list med den lange rem ikke er medtaget i sagnet om Svaase, har dette en ganske naturlig grund i det beskedne om- fang, som en finnegamme har; ovenikjøbet var dette sagnmotiv allerede før fæstet til en anden nordisk sagnhelt (saaledeS i Ragnar lo(lbroks saga og hos Saxo (se ovenfor side 631). Selve navnet Svaase, som betyder den milde, blide, indsmigrende, ser ud til ligefrem at være dannet af den karakteristik, Galfrids beretning giver af Hengists optræden overfor kongen og af hans indsmig- rende ord. Paa samme maade som Hengist i de norske sagn gjøres til fin, bliver hans datter Roê“:ena til finnepige. Til finnerne henførte vore forfædre jo gjerne den fuldkomneste tryllekyndighed, og kongens pludselige og heftige elskov maatte synes nordboerne fremkaldt ved trolddom. Naar de norrøne gjengivelser af sagnet fremstiller den drik, kongen modtager af Snefrid, som magisk, er dette derfor let at forklare. Og dog tør det være muligt, at et senere træk i fortællingen om R“owena har virket med til at fremkalde denne ændring: beretningen om, at Rowena for at rydde stedsønnen Vortimer af veien, brygger en hemmelighedsfuld drik, «fuld af al verdens ukjendte gifter», til ham. Dette samme mo- tiv har ogsaa været medvirkende ved tilknytningen af Snefrid- sagnets anden halvdel. ’ Om navnet Romena og dets forhold til Snj(íf3“i()r skal senere tales. Den anden del af det sagn, der hos os er knyttet til Harald og Snefrid, bliver i middelalderen ofte og til forskjellige tider henført til Karl den store. Den ældste formning, som knyttes til hans navn, er dog næsten et aarhundrede yngre end xígrips fortælling om Harald og Snefrid og bærer ogsaa i selve sin op- bygning vidnesbyrd om at være en yngre sammensætning af mange uligeartede elementer. Den findes i Jansen Enenkel’s « Welt- b2l(’h» fra l28O til 129O. De derpaa følgende henførelser af sagnet til Karl stammer fra første halvdel af 14de aarhundrede. Blandt dem er den italienske digter Petrar(“a-S“’ gjenfortælling af sagnet
