63–l l-’INMARKBNS AM’I’. Gudbrandsdalen). Jnleaften kom SvaaSe til døren, medens kongen sad tilbords, og sendte bud til kongen, at han skulde komme ud til ham. Men kongen blev vred over dette bud, og den samme mand som havde budet ind, bar kongens X–rede svar ud, men Svaase bad ikke destomindre, at han skulde bringe ind samme ærinde en gang til; han sagde, at- han var den fin, som kongen havde givet lov til at sætte sin gamme paa den anden side af bakken der. Kongen gik da ud og lovede at følge hjem med han1, og gik opover bakken til hans gamme; nogle af hans mænd tilraadede dette, medens andre raadede fra. Snæfrid, Svaases datter, en ualmindelig vakker kviude, reiste sig for kongen og skjænkede ham et kar, fuldt af mjød; men han tog det altsammen og tillige hendes haand, og straks var det, som om han blev brændende varm over hele legen1et, og han vilde straks ligge med hende samme nat; men Svaase sagde, at det skulde ikke ske med hans gode vilje, hvis ikke kongen fæstede hende og fik hende efter loven. Og kongen fæstede Snæfrid og fik hende, og elskede hende saa uvittig, at han ikke brydde sig om sit rige og alt det, som passer sig for en konge. De fik fire søuner: Sigurd Ris(–. I–I(al1–daa H(1alc1yg. Gudrø(l LjOmC– og Ragnvald Rettilbeine. Siden døde Snæfrid, men hun forandrede ikke det mindste farve, hun var ligesaa rød som dengang, da hun levede. Kongen sad altid over hende og tænkte, at hun skulde livne op. Saa gik det i tre vintre; han sørgede over hendes død, men alle folk sørgede over hans forvildelse. Men til at komme ud af denne vildfarelse hjalp Torleiv den spake ham; han gjorde det med klogskab, idet han først talte ham efter munden saaledes:
- == Det er ikke underligt, konge, at du mindes saa vakker og æt-
stor en kvinde og ærer hende“paa dun og paa fløiel, saaledes som hun bad dig om; men det er til liden ære for dig og hende, at hun ligger saa altfor længe isamme klædebon, og det er meget rimeligere, at hun bliver flyttet og klæder11e skiftet under hende.» Men saasnart hun blev flyttet af sengen, saa kom der fra hendes lig en styg og fæl lugt og alskens ond stank; man skyndte sig da at gjøre et baal, og hun blev brændt. Men først blev hele legemet blaat, og ud væltede orme og øgle, frosker og padder og alskens styggedom. Saa faldt hun sammen til aske; men kongen kom til fornuft og opgav sin daarskab og styrede siden sit rige; han fik styrke og glæde af folket og folket af ham, men riget af begge. Da kong Harald havde erfaret fiunekvindens svig. blev han saa vred, at han drev fra sig alle sine sønner med finnekvinden og vilde ikke se dem.» I 1V’lateyjarb()k, et stort islandsk samlehaandskrift fra om- kring l380, findes ogsaa en beretning om Snefrid, i tillægge-no til
