FINNERNE I GAMI‘E HlSTORISKE SAGN. 629 derveis og skal brænde ham inde; og ligesom Hjorleivs fiende, kong Reidar, vil hevne sin datters død, saaledes kommer Vorti- gerns fiende for at hevne sin faders og sin broders drab. Mai-mælens taushed, før han faar løfte om at blive fri, svarer til Merlins haardnakkede taushed, før kongen (Rodarchus eller Meldred) lover at slippe ham løs, hvis han vil tale. Kong Hjorleivs utro hustru xEsa svarer til kong Rodarchus’s og kong Meldreds utro dronninger (skjønt paa dette punkt det før omtalte Walt-er-sagn ogsaa har øvet indvirkning). Det vanskelige og gaadefulde i formningen af marmælens profetiske vers om den kommende kamp skyldes vistnok ikke blot forvanskninger i haandskrifterne, men synes ogsaa at hænge sammen med det dunkle og gaadeagtige præg, som mange af de profetier, der tillægges Merlin, har, saaledes hans store profeti om Britanniens skjæbne og ligeledes hans gaadetaler overfor kong Meldred, hvilke er altfor lange til at kunne gjengives her. Endelig svarer beretningen om, hvorledes kong Reidar natten efter spaadommen slaar ring om kong Hjorleivs gaard og sætter ild paa den, til Galfrids fortælling om, hvorledes Aurelius kring- sætter kong Vortigerns borg og sætter ild paa denne; den eneste væsentlige forskjel er den, at kong Hjorleiv selv ene slipper ud af det brændende hus, medens kong Vortigern brænder inde med alle sine. En slig række overensstemmelser kan ikke forklares uden som følge af laan. Til fortællingen om marmennillen i Halvs saga har vi et is- landsk sidestykke i Jön .»frnas(ms folkesagn. Han nævner et gammelt mundheld, som lyder saa: «þá hlö marbendill» (da lo marmælen). Det skal være opstaaet paa føl- gende maade: En bonde fiskede en «sjødverg», som kaldte sig marbendill (det er marmermilt). Han havde stort hoved og lange hænder, men fra navlen var han lig en sæl. Han vilde ikke gjøre bonden klog paa nogen ting; derfor tog bonden ham med sig til lands mod hans vilje. Bondens kone kom ned til sjøen og tog imod l1am“ med kys og klap. Bonden blev glad og roste hende, men hunden, som tog imod ham sammen med hustruen, slog han. Da lo marmælen. Bonden spel-ger, hvorfor han lo. Marmælen svarede: «Af dumheden.» Da bonden gik hjemover fra sjøen, gled han og faldt over en tue. Han bandede over tuen: hvad fanden var den skabt for, og hvorfor stod den der paa hans jord. Da lo marmælen; thi han blev mod sin vilje baaret med. Og han sagde: «Lidet ved bonden.» Saa havde bonden marmælen hos sig i tre nætter. Der kom nogle kjøb-
