630 FINMARKENS AMT. mænd med varer, de vilde sælge. Bonden havde aldrig kunnet faa saa tyksaalede og gode sko, som han vilde. Disse kræmmere havde nogle svært gode, men endda bonden kunde vælge mellem hundrede par, mente han dog, de var for tynde og snart vilde slites. Da lo marmælen og sagde: «Mangen tager feil, om han saa synes klog.» Hverken med det gode eller det onde fik bonden mere vis- dom af marmælen end dette, uden paa det vilkaar, at han skulde føre marmælen tilsjøs igjen og slippe ham ud paa samme sted, hvor han havde taget ham; saa skulde marmælen sætte sig paa huk paa aarebladet hans og svare paa alle hans spørgsmaal Da marmælen sad paa aarebladet over sjøen, spurgte bonden først, hvad udrustning fiskeren skulde have for at faa godt fiske. Marmælen svarede: «Til angel skal en bruge tygget og knadet jern, og smidjen skal ligge der, hvor en kan høre baade aa og sjø; angelen skal hærdes i hestens skum, og til snøre skal en tage huden af en graa okse og en raa bhesteskinds tom. Til agn skal en have hjertet af en fugl og flyndrekjød, men midt paa krogen skal sættes menneskekjød, og da maa du være feig, hvis du ikke kan faa fisk.=1 Derpaa spurgte bonden, hvad det var for dumhed, han havde leet af, dengang bonden roste hustruen og slog hunden. Marmælen svarede: «Af din dumhed, bonde; hunden elsker dig som sit eget liv; men din kone ønsker din død og er en stor hore. Og tuen, du bandede, er din skatte- tue; der er mange rigdomme under den. Derfor var du uvis, bonde, og derfor lo jeg. Og skoene var-er nok din levetid ud, for du har ikke mange dagene igjen, og i tre dage varer de nok.» Saa styrtede marmælen sig i sjøen, og alt gik, som han havde sagt. I dette sagn gjenfindes Hjorleivs utro dronning i bondens utro hustru, ligesaa den tro hund og latteren. Ogsaa den praktiske, lidt ironiske livsfilosofl i marmenillens for-kyndelse af, hvad der er bedst for mennesket, gjenfindes spe- cialiseret som visdomsraad for fiskere. Paa lignende maade, indsnevret til fiskernes brug under sin bedrift, gjenfinder vi sagnet i forskjellige nordlandske og vestlaudske sagn om marmælen, her gjengivet efter O. Ni(–o- laissm.– En høvedsmaud trak op en marri1æle og satte den i bag- skottet uden at give den noget klædesplag og uden at spørge om noget. Marmælen sagde: «Ikke spørger du om noget og ikke fræger du om noget.» Manden syntes da, han maatte spørge om noget, og saa sagde han: «Er kalvhovtæinna (kalve-
