6l4 FINMARKENS AMT. bart fjernere fra fortællingen om Haralds klipning, end den kel- tiske skik gjør. Slægtskabet mellem eventyret Seilmos-sagnet, As(–hmedai-sagnet, Merlin- sagnet og andre sagn Det er ovenfor (side 601) omtalt, at den cyklus, hvortil eventyret «Guldhaaret» hører, kløver sig efter sin indled- ning i to grupper. Den ene beretter om en fangen vildmand. I den anden gruppe er det et par barnløse folk, som ved et overnaturligt Væsens hjælp faar en søn. Der eksisterer en stor mængde formninger af guldhaar- eventyret Samler man begge hovedgrupper under et, vil tallet paa de kjendte versioner utvilsomt stige til adskillig over 150. Indskrænker man sig derimod alene til den gruppe, hvis frem- stilling ligger til grund for Dovresagnet, vil antallet neppe løbe op til mere end 20 til 3O. Gruppen med de talrigste versio11er og dens senere afændringer forekommer langt hyppigere og over et langt større omraade –- størsteparten af Asien, saagodtsom hele Europa, med undtagelSe af den østlige del, over Øst- og Nord- afrika. Allerede af denne grund synes der at være sandsynlig- hed for, at denne gruppe repræsenterer en ældre og oprindeligere form af stoffet. Efter den almindelige udbredelse over Asien kunde denne gruppe kaldes den asiatiske til forskjel fra den gruppe, af hvilken Dovresagnet er fremsprunget, og som efter sin væsentlige udbredelse kan kaldes den østeuropæiske. Grundlaget for den østeuropæiSke afændring af eventyret synes at have dan- net sig hos de slaviske folkefærd. Det asiatiske eventyr er paa sin vei fra folk til folk og fra mand til mand kommen til Øst- europa og har der stødt Sammen med andre, beslægtede sagn og sagntræk, og denne krydsning har affødt den formning af even- tyret, som her er betegnet som den østeuropæiske. De motiver, som er eiendommelige for den østeuropæiske gruppe, er fortællingen om, hvordan en konge fa11ger og lænker en vildmand eller et overnaturligt væsen, hvorledes den fangne løses af kongens søn og til gjengjæld fostre-r ham og staar ham bi; altsaa netop de træk, som har skabt Dovresagnet. Hvilke sagnmotiver det er, som har assimileret sig med det asiatiske eventyr og derved skabt den østeuropæiske formning, derom faar vi et vink af en egen underafdeling af denne gruppe, nogle slaviske og ungarske versioner. Denne lille afdeling for- tæller om indfangningen af vildmanden paa en maade, som skil- ler sig ud fra de øvrige østeuropæiske versioner. Vildmanden bliver her fanget ved at narres til at drikke vin, og tilfange- tagelsen sker som oftest i en vidunderlig have. Men begge disse drag er eiendommelige for en ældgamme1
