F1NNERNE I GAM1.B H1sTOn1S1(E SAGN. 613 før det eller det er udført, og begge disse eksempler berettes af udpræget kirkelige forfattere, biskop Gregor af Tours (død 594) og Paulus Dia(–Orms (død omkring aar 800). I det ene tilfælde, hos Gregor, er det en mand, som i havs11ød har 1ovet, hvis han bliver frelst, ikke at skjære sit haar, før han har fremstillet sig for den hellige Niketius til tak for redningen. Det andet til- fælde gjælder en krig mellem sakserne og sveverne; sakserne er blevet slaaet, og de overlevende forbinder sig (detestati sunt) til ikke at klippe haar eller skjæg, før de har hevnet sig. Dette fortælles først i Gregors frankiske kirkehistorie og er derfra op- taget i Paulus DiaConus’s historie om lang-barderne. Det første af disse eksempler er ikke andet end en kirkelig anvendelse af nasiræerløftet; derom vidner det gjennemførte kristelige legend“e- præg, fortællingen bærer. Og hvad den anden fortælling angaar,f synes det ogsaa for dens vedkommende overveiende sandsynligt, at den beror paa literær indflydelse, enten fra bibelens beretning om nasiræerne, som Gregor altsaa har anvendt i den første for- tælling, eller kanske snarere fra den romerske historieskriver Svetons meddelelse om Julius Cæsar: da han hørte, at en af hans hære havde lidt et nederlag, «lod han haar og skjæg vokse og tog det ikke af, før han havde hevnet sig». I ethvert tilfælde er udtrykkene i Gregors fortælling om løftet for vage, og hele beretningen for enestaaende, til at den kan bevise eksistensen af en saadan skik blandt germanerne. Men til det gammel-testamentlige hovedmotiv om nasiræer- løftet i sagaernes beretning om Harald Haarfager synes der at have sluttet sig et par andre træk. Det ene ser ud til at være udsprunget af umiddelbart kjend- skab til en gammel keltisk skik: Naar et barns haar første gang skulde klippes, var det hos de fornemme kelter brug at lade klipningen udføre af en, som man skyldte særlig ærbødighed, og han indtraadte herved i et slags aandeligt slægtskabsforhold til barnet. Denne skik er meget gammel; allerede Nennius (796) har en fortælling, hvori den forekommer. Der er, fra den side seet, intet til hinder for, at det er kjendskabet til denne skik, der har ladet sagaforfatterne henføre klipningen af Haralds haar til hans ven, den mægtige, høibyrdige Ragnvald jarl paa Møre. Vistnok kjendte forskjellige germanske Stammer, som fran: kerne og langbarderne, haarskjæringen som tegn paa adoption. Fordi langt haar hos germaneme var mærke paa den frie mand, var afskjæring af haaret derfor symbol paa ufrihed: haaret skjæres paa den, som antages i barns sted, paa træller og paa den, som gaar over i trællestand. Men denne germanske skik staar aaben-
