F1NNEHNE I GAM1.E HISTORlSKE sAGN. 611 dette bibelske stof var de geistlige sagaforfattere fuldt fortrolige. Efter 4de Mosebogs 6te kapitel skal den, som aflægger et specielt nasiræerløfte, afholde sig fra vin og holde sig borte fra lig, og «der skal ikke komme ragekniv paa hans hoved; indtil hans løfte er opfyldt, skal han være hellig og lade sit hovedhaar frit vokse». Til forklaring af navnet Lúfa og dets forhold til navnet Haarfager har sagafortællerne alene havt brug for forbudet mod klipning af haaret. Det heder hos Snorre at Harald aflagde følgende løfte: «Og det lover jeg helligt, og det kræver jeg den Gud til vidne, som har skabt mig og raader for alt, at jeg ikke skal skjære eller kæmme mit haar, førend jeg har indtaget hele Norge med skatter og skylder eller i modsat fald dø.» “ I et i Norge optegnet udtog af kongesagaerne, Fagrskinna, heder det i et tillæg fra 1ste halvdel af det l4de aarhundrede: Han lovede ikke at ofre til nogen af de guder, som folk pleiede at hædre, men alene til den Gud, som skabte solen og ordnede verden; «thi,» sagde han, «efterdi jeg ikke har ringere formaal end at vorde enevoldskonge over hele Norge og under- kaste mig andre konger, der baade er rige og mægtige, vil jeg ikke stole paa nogen anden end den, som selv er den mæg- tigste og raader for alt; jeg vil heller ikke have synderligt venskab for den, som dyrker nogen anden Gud, thi det er dog tydeligt at se, at hverken jeg eller nogen anden kan have hjælp af en Gud, hvis hele magt kun er indskrænket til en sten eller en skog.» Det kristne præg, som sagaskriverne giver den hedenske kong Haralds løfte, har allerede stødt P. A. Mun(Ph; han har seet at vi heri har en senere tids forsøg paa at fremstille kong Harald som halv kristen eller Som monotheist. Han ytrer om beretnin- gerne om Haralds mislykkede frieri til Ragna eller Gyda og hans løfte: «Begge disse fortællinger er vist temmelig gamle, dog har de et altfor romantisk præg til at kunne fortjene tiltro. Især er det forsøg, der i dem begge gjøres paa at fremstille Harald som en halv kristen eller som en mand, der allerede havde dyrket den eneste sande Gud, der havde lært at indse og vovede aaben- bart at udtale sin foragt for de hedenske guder, øiensynligt 11d- gaaet fra sildigere kristne sagnfortællere, der ønskede at frem- stille nationens yndlingshelt, landets første enevoldskonge, i det bedste og for middelalderens ensidige betragtningsmaade af religionsforholdene gunstigste lys. Ikke at tale om, at de begge indeholder anakronismer.» I virkeligheden viser de ord, som lægges Harald i munden, og deres religiøse farvelægning, at vi her utvilso1nt staar foran
