61O F1NMAm(ENs AblT. mulighed, en formodning. Dersom denne formodning ikke skulde vise sig rig-tig, vil dette dog ingen indflydelse have paa paavis- ningen af, hvorledes eventyret om «Vildmanden» har afændret kong Haralds historie i sagaberetningerne. Men skulde det vise sig, “at Haralds tilnavn Lúfa kan tydes paa den vis, som her er foreslaaet, vil derved opstaa en dobbelt og dybere Sammenhæng med eventyret: eventyrhelten skjuler kjendemærket paa sit helte- væsen, det fagre haar, med en hue, en blære eller lignende, helt til han staar som seierherre og frit kan vise sit guldhaar for alle, og da faar han prinsessen, sin Ragna eller Gyda. I even- tyret er den skjulende hue ligesaa oprindelig og betydningsfuld som guldhaaret. Eventyrhuen gaar nemlig ud fra den samme primitive folket-ro om seiershuen; helten i eventyret er lykkebarnet med seiershuen. Har eventyrets billedtale for lO0O aar siden været gjennemsigtigere og umiddelbart forstaaelig, vil overførelsen af eventyrets fortællingsdrag paa Harald være saa meget for- klarligere. Da vil man endog fristes til at se en Sammenhæng i den orden, hvori de to momenter følger efter hinanden: først lúfa, siden hár1fagr; først skjnlningen af haaret under luen, siden det frit baarne guldhaar. I disse sagn om Harald Haarfagre er der imidlertid et mo1dv, som ikke er groet op af eventyret, om det end tør være eventyret, som har foranlediget sammenknytningen. Det er sagaernes for- tælling om det lø.fte, Harald a.flagde ikke at k:jæmme og klippe sit haar, før han havde underlagt sig hele Norge. Dette paa- lægges i Dovresagnet Harald udtrykkelig af hans fosterfader Dovre, ligesom vildmanden paalægger eventyrets helt at skjule sit haar og dølge sit væsen. Om dette løfte ved de samtidige skaldekvad intet. For- tællingen optræder først i sagaer, som er 2OO til’3OO aar yngre end Haralds død, og beretningen bærer alle kjendemærker paa at være et yngre sagn, dannet i senere tider til forklaring af Haralds to tilnav11e, særlig Lúfa, saaledes som dette navn er opfattet i de islandske sagaer. Sagnet knytter sig nemlig øiensynlig til Lúfa i dette ords vest-norske betydning, lurvehovedet; hensigten er at forklare, først hvordan en navnkundig konge med ære har kunnet bære et navn, som maatte forekomme folk som et øgenavn, og der- næst hvorledes to tilnavne, som syntes at udelukke hinanden, «Lurvehoved-O og «Haarfager», har kunnet tillægges én og samme mand. Ud fra denne opfatning er det let at Se, hvorledes og af hvilke elementer fortællingen har dannet sig. Sagnets hoved- 1notiv er hentet fra det gamle testamentes nasiræerløfte; med O
