59O F1NMAR1(ENs Amt lig sin moder, som var saa vakker og hvid i huden, at den sne, som er den hvideste og falder i stille veir, og som heder mjoll, fik navn efter hende (se ovenfor pag. 569). XKort efter opstod der ufred mellem thurserne og kong Dumb, og derfor førte Dumb sin søn sydpaa til Dovrefjeld. Der her- skede en mand i berget, som hed Dovre; han tog vel imod sin ven kong Dumb, og denne bad ham fostre sønnen, og Dovre lovede det. Da var Bǫrd- 10 aar gammel. Siden lærte Dovre Bǫrd op i alskens idrætter og slægtskjendskab og i kampdygtig- hed, og det var heller ikke sikkert a-ndet, end at han ogsaa lærte galdr og trolddom, saa han blev baade fremvis og af dyb indsigt, thi Dovre var meget dreven i dette. Alt dette blev i den tid kaldt kunster og videnskaber (l1;9tir). Dovre havde en datter, som hed Flaumgerd; hun var stor og djærv at se til, men ikke overvættes deilig. Hun var af menne- skeæt paa morssiden, men hendes moder var død. Disse tre boede sammen i helleren; Bǫrd og Flaumgerd kom godt ud af det sammen, og Dovre lagde dem ingen hindringer i veien. Da Bǫrd var 13 aar gammel, giftede Dovre ham med datteren, og de blev hos Dovre 5 aar til. Saa var det en nat, at Bǫrd drømte, at han saa et digert træ skyde op af ildstedet hos sin fosterfader. Det havde mange grene og voksede saa fort, at det krøllede sig under berget i helleren, og saa skjød ud gjennem hellergluggen. Saa stort var det, at han syntes, at knopperne paa det naaede ud over hele Norge. Men skjønt alle grenene var rige paa blom- ster og blade, var der dog en gren, som havde de allervakreste, og en af grenene havde guldfarve. Denne drøm tydede Bǫrd saa, at der vilde komme en kongebaaren mand til Dovres heller og blive opfostret der, og at denne mand vilde blive enekonge over Norge. Den vakreste grenen maatte betyde en konge af hans ætmænd, som blev opfostret der, og denne konge maatte indføre en anden skik end den som før var. Folk mener for vist, at disse lyse blomster og blade betegnede kong Olav Haraldssøn. Efter denne drøm reiste Bǫrd og Flaumgerd bort fra Dovre; de fór til Haalogaland, og lidt senere kom Harald Halvdanssøn til Dovre og blev opfostret der. Dovre gjorde ham skikket til at blive konge over Norge, saaledes som det fortælles i sagaen om kong Harald Dovrefostre. Det andet sidestykke til Harald Haarfagres opfostring hos Dovre findes i I(3alnesinga saga fra begyndelsen af det 14de aar- hundrede. Ogsaa her henlægges fortællingen til selve Harald Haarfagres tid. Islændingen Bue, som paa Island havde brændt op et gude- hOV’ k0111 til kong Harald ved Steinkjær og tilbød ham sin tje-
