I–’INNERNE I GAMLI–I HIS’I’0RISKE SAGN. 59l neste. Kongen svarede: « Fordi du gjorde det niddingsværk at brænde vore guder inde, havde jeg dræbt dig, hvis du ikke selv havde overgivet dig til mig. Nu skal du løse dit hoved med en sendefærd. Du skal hente et bret-spil hos Dovre, min foster- fader, og bringe mig det.» Bue sp11rgte, hvor veien laa, hvortil kongen svarede, at det fik han selv finde ud. «Mange vil sige; at dette er at sende en i dødens svarede Bue, «men jeg skal tage det paa mig.» a Saa reiste Bue og var sommeren over i Trøndelagen; der spurgte han sig for og fik vide, hvor Dovrefjeld laa. Den anden vinter, da sneen havde lagt sig paa fjeldene, reiste han op i bygden og holdt sig en tid hos en bonde, som hed Raud. Raud sagde, at kongen havde sendt mange mænd i det ærinde, men at ingen var kommen tilbage. «Det er klart, at kongen vil have dig af live. Jeg ved ingen mand, som har greie paa-, hvor Dovre hersker, uden kong Harald selv. Men jeg skal vise dig veien til Dovrefjeld, og der det bratberg, hvor folk flest tror Dovres heller er. Lag det slig, at du kommer did julekvelden. Siden faar du se dig om og hjælpe dig selv.» “ Julekvelden stod Bue under bratberget, men han saa ikke ligt til nogen dør. Saa slog han med sværdhjaltet i berget og raabte: «Luk op halden din, Dovrel og slip ind en træt færdes- mandl» Dette sagde han tre gange. Da laat det i hammeren, som naar tordenen gaar; der gik en dør op i berget, og en kvinde kom ud; hun var stor og fager med en rød kjortel, svært sølv- bælte og udslaaet haar, sligt som piger pleier at bære. Det var Fri(l, Dovres datter. Bue sagde, at han vilde træffe hendes fader og bede om juleophold. De gik en stund ind gjennem fjeldet, saa lyste det af ild. Hun lukkede op en dør, og nu kom de ind i et lidet rum, hvor alt var tjeldet og velstelt. Det var Frids eget rum. Frid bad ham sidde ned og lægge vaaben og reiseklæder af og beværtede ham med herlig kost og drikke paa et pragtfuldt dækket bord. Frid satte sig hos Bue, de drak sammen, og hun bad ham fortælle om sin færd. Bue fortalte hende alt. «Du har gjort vel i, at du ikke har skjult noget for mig, og det kan være, at du ikke faar men af det, men det kan nok hænde, at jeg vidste det før,» sagde hun. Hun gik da ind til sin fader og sagde, at der var kommet et lidet skogsbam, men det skulde hvile, saa han fik ikke se det idag. «Nu skal du sove inat i mit rum,» sagde Frid til Bue, og det var ham ikke imod. De legede da om kvelden. ’ Om morgenen sagde Frid, at han skulde gaa frem for faderen og djærvt kræve juleophold. Bue kom da ind i et stort rum, som var vel stelt med halm paa gulvet. Borde stod rundt om- kring, og der sad mænd og kvinder-, og unge mænd gik rundt
