588 I–’INMARKENS AMT. Men selv om beretningen om madranet fra kong Lludd er kilden til beretningen om madranet fra kong Halvdan, har dog denne sidste fortælling modtaget paavirkninger fra norrøne folke- sagn og er blevet knyttet til norrøn folketro. Der eksistere1– over hele Norden sagn, som ved at berette om, hvorledes huldrer eller andre af folketroens overnaturlige væsener usynlig er til- stede i gjæstebud og lag og forsyner sig af retterne, saa fade og kar tømmes for gjæsternes øine. Faye meddeler i sine norske folkesagn et eksempel fra det 18de aarhundrede: I et bryllups- lag i Bohuslen stod bordet dækket med mad og alt; men far gjæsterne havde taget sæde, var alt forsvundet Der blev baaret ind ny mad, og gjæsterne begyndte at spise; men der gik mere til, end de satte til livs. En gammel rytter, som var der, hørte, at det smattede, som om der var griser tilstede; saa laante han en huldrehat i et berg i nærheden, og da han kom tilbage med hatten paa, saa han, at der mellem hver gjæst sad to trold, som tog til sig af fadene med begge hænder og lagde i sig. Han slog troldene over fingrene med sin pisk; saa fik gjæsterne spise i fred, og da var der mere end nok mad. I O. Sfv.Hansens «Bygdefortælling fra Tydalen» er der en lig- nende beretning om en mand, som laa i en barhytte i skogen Om kvelden hørte han sligt snak udenfor. «Ker dæ e?» spurgte han. Saa var det en tuft, som vilde have ham med til bryl- lups borte i en gaard. Tuften laante ham en hat, og med én gang sad de ved brylIupsbordet baade manden og tuften. De aad tilgavns; men der var ingen, som saa dem. De sad og hørte paa, hvorledes baade kokken og de andre undrede sig paa, hvor der blev af maden. Et andet sagn af denne art findes i Asbjørnsens Huldre- eventyr: Hatten falder af en hulder, som usynlig har været i et bryllupslag og rapset med sig baade kjød og flesk og smør og kage og øl og brændevin. – Grunden til, at disse hjemlige sagn, som er udbredt over hele Norden, har smeltet sammen med den walisiske fortælling, ligger først og fremst i selve grundoverensstemmelsen, at maden forsvinder, uden at man kan se nogen,som tager den. Overens- stemmelsen er saa væsentlig, fordi baade det keltiske og de nordiske sagn er udformninger af en og samme primitive folke- tro – troen om vegetationsaanderne, som i vinterens løb søger at stjæle tilbage fra stabbur og lade den grøde, de mistede om høsten. Fremstillingen i Brut TyssWilio eller en dermed be- slegtet sagnform kan have virket med til og lettet sammensmelt- ningen. Paa samme maade tør man maaske i den ubestemte beteg- nelse en «høvding» om ham, som Harald kommer til sammen
