FINNERNE I GAM1.E HISTOR1SKE sAGN. 583 Lidt efter kom Harald hjem og fik høre det, som var hændt. Han var da 5 aar gammel. Han skjønte, det ikke nyttede at bede for Dovre, men gik hen til ham, der han sad og havde det ondt. Harald spurgte: «Skal jeg give dig livet?» Dovre svarede: «Jeg ved 0ikke, om jeg vil udsætte dig for saa stor fare.» «Hvad har du med det ?» spurgte Harald, og skar baade fjætter og baand af ham med et saks (et kort sværd), som finnen havde givet ham, og som var af saa godt jern, at ingen havde seet magen. Da Dovre var kommen fri, takkede han Harald for livet og var ikke længe om at binde sine sko; «han lagde rumpen paa ryggen og satte afsted». Det varede ikke længe, før de paa kongsgaarden fandt, at Dovre var kommen løs. Harald sagde, at det var han, som havde sat ham i frihed. Da blev Halvdan saa vred, at han jog sønnen bort; «jeg nænner ikke at dræbe dig,» sagde han, «men ingen faar lov til at hjælpe dig; nu kan du søge hjælp hos troldet Dovre». Harald vandrede da bort. Han laa ude i skog og ødemark i 5 nætter; sjette dagen sad han paa en aaben flekke inde i skogen og var baade tørst og sulten. Da kom Dovre til ham og spurgte, om han vilde følge ham hjem; «det er jo mest for min skyld, du er kommen op i dette». Da Harald sagde ja hertil, tog Dovre gutten paa armen og bar ham hjem til sig; og fort gik det. Han boede i en stor heller (hule i fjeldet). Men da han skulde ind i hulen, bukkede han sig ikke nok, gutten klaskede mod bergvæggen, saa han daanede. Dovre blev saa ilde ved, at han begyndte at storgræde. Da Harald kom til sig selv igjen og fik se, hvordan Dovre bar sig, sagde han: «Det er da sandt, foster- far, at faa er fagre, naar de græ(ler. Vær du glad, der feiler mig ingenting.» Hos Dovre blev Harald i 5 aar. Dovre holdt meget af ham og gjorde alt, han vilde. Harald vokste sig stor og stærk. Dovre gjorde ham klog paa mangt og meget, som ikke folk flest vidste, og lærte ham op i alskens færdigheder. En dag talte Dovre til Harald “og sagde: «Nu har jeg lønnet dig, fordi du frelste mit liv, thi nu har jeg laget det saa, at du bliver konge. Din fader er død, og jeg var ikke langt borte, da det hændte. Nu skal du drage hjem og overtage dit rige. Ikke skal du lade klippe dit haar eller dine negle, før du bliver ene- konge over hele Norge. Jeg skal hjælpe dig og være hos dig i slagene, uden at nogen ser mig. Far nu vell Hæder og lykke følge dig i alt, og ikke mindre for det, at du har været her hos mig!» Da Harald kom hjem, blev han taget til konge over hele det rige, som hans fader havde havt. Han fortalte sine mænd, hvor han havde været i disse 5 aar, og blev da kaldt Harald Dovrefostre (Dovres fostersøn). “
