584 FINMARKENS AMT. Man har almindelig antaget, at jotnen Dovre er en maskeret fremtrædelsesform for Odin, saaledes som det skinner igjennem i Flatøbogens fremstilling af sagnet. Skildringen af høvdingen i sagnet om julekosten giver det samme indtryk, om det end ikke direkte udtales i sagnet selv; det er derfor ikke underligt, at Flatøbogens afskriver et par kapitler efter ligefrem siger, at det var Odin, som tog maden fra Halvdan. Sagaforfatterne og afskriverne i det 13de og 14de aarhun- drede har ment at gjenkjende den gud, som vandrede formummet om blandt menneskene, og som allerede efter eddakvadet G1“im- nism(il (fra ca. 95O) blev fanget og pint af en jordisk konge. Men heraf følger ikke, at «høvdingen» og Dovre fra først af har været menneskelige fremtrædelsesformer for Odin. En saadan opfatning maatte i tidens løb med største lethed danne sig paa grund af det hemmelighedsfulde, halvt overnaturlige præg, som begge sagnpersonligheder bærer; især vilde omdannelsen have let for at finde sted i den senere middelalder, da de hedenske guder var sunket ned til uvætter, troldmænd eller djævle. Naar saga- skriverne, og vel allerede sagafortællerne, opfattede Dovre og den mystiske høvding som Odin, har vi heri alene at se et natur- ligt udslag af den trang til national og lokal tilpasning og tillempning, som er eiendommelig for al traditionsudvikling. Og denne trang har i sagnet om madranet og om Dovre vistnok virket stærkere end vanligt, fordi Grimnismáls fortælling om den grebne og bundne Odin har gjort sig gjældende og paavirket de to sagn. Men efter sit emne har intet af sagnene noget med Odin at gjøre. Begge har sit udspring i fremmede traditionen som lader sig paavise-. Hovedemnet i sagnet om maden, som forsvinder for Halvdan Svar-te, har naaet nordboerne fra kelterne i Sydvestengland og stammer fra en walisisk «mabinogiÞ*, det vil sige en slags eventyr- fortælling. I Wales er der nemlig i haandskrifter fra det 14de og 15de aarhundrede bevaret en række eventyrlige eller romantiske for- tællinger, som for en stor del kan føres tilbage til det 12te aar- hundrede, og som almindelig gaar under navn af «mabinogion» (som er flertal af mabinogi). I et af disse eventyr, som i ethvert tilfælde synes at række tilbage til midten af det l2te aarhuudrede, findes følgende for- tælling, som her gjengives i udførligt uddrag: «Ll-udd og Llevelys. Lludd og I.levelys var sønner af kong Beli den store. Efter Belis død tilfaldt kongedømmet hans ældste søn Lludd. Han var en- tapper kriger og overmaade gavmild med mad og drikke. Hans broder Llevelys var en vis mand;
