SPROGET 1 KV.ZENBYGDERNE. 453 Hos kvænerne i Vadsø er erkjendelsen vaagnet for, at veien for dem og deres efterkommere til et høiere socialt trin gaar gjen- nem det norske sprog. Hertil kommer, at misvækstaarenes op- hør i Finland og det nordlige Sverige i forening med opdagelsen af guldleierne ved Ivalojok, de senere aars mislykkede vaarfiske- rier i Varangerfjorden og endelig den paabegyndte udvandring fra Finland til den murmanske kyst har holdt søg11ingen af frem- mede kvæner til varangerfisket nede. ’ Da indvandringen af kvæner saaledes i de senere aar for en stor del er ophørt, skulde man have havt grund til at antage, at de kvæner, som nu findes i Finmarken, i høiere grad end skeet skulde have indforlivet sig i sit nye fædrelands forhold og specielt i større udstrækning tilegnet sig dets sprog; imidlertid maa det ikke lades ude af betragtning, at det kvænske sprog er et med det norske i mange henseender jevnbyrdigt kultursprog med en udviklet litteratur, samt at de indvandrede finlændere endnu staar i forbindelse med sit oprindelige hjemland. Dette kan ialfald delvis forklare, at fornorskningen af kvænerne ikke gaar hurtigere. Betingelsen for, at den kvænske race, hvis forbindelse med hjemlandets kultur ialfald er vanskelig, her i Norge skal kunne hæve sig til det samme trin af borgerlig oplysning og social stil- ling som nordmanden, er den, at kvænen maa tilegne sig sit nye fædrelands sprog, ikke blot saavidt fornødiges for det daglige samkvem med nordmændene, men saaledes, at de taler og læser det omtrent med samme færdighed som sit eget. Saadan tileg- nelse falder, som berørt, især for kvænerne meget vanskelig. Kvænen kan selv med sin bedste vilje ikke saa let løsrive sig fra det nedarvede, han er træg og tung i aanden, og hans organ er lidet skikket til tydelig og uden forvanskning at udtale det norske sprog. Han er ikke godmodig og kan ikke finde sig i, at hans norsk af en uforstandig kritik nu og da gjøres til gjenstand for løier. Han beholder derfor i det længste sin norsk for sig selv. Kvænerne synes ikke at have saa let for at lære norsk, som nordmændene har for at lære kvænsk eller finsk, og udtalen af disse sprog volder ikke nordmændene særlige vanskeligheder. Derimod har kvænerne og finnerne vanskelig for at udtale to konsonanter foran en vokal, som spi, ska, bre; de siger derfor gjerne piger for spiger, kat for skat og rev for brev, og denne udtale virker komisk paa nordmændene Nøiagtig at opgive, hvor mange kvæner der forstaar norsk, er vanskeligt; der er mange af de norsktalende kvæner, som op- føres som nordmænd, og blandingerne er mange. Ifølge folketællingen i 1890 var der i Finmarken ved ud- gangen af 189O ialt 13921 nordmænd, 9491 finner og 5929
