452 FlNMARKENS AMT. Kvænerne har tendens til at isolere sig fra den norske be- folkning; de bosætter sig helst for sig selv i de saakaldte kvæn- byer, der i regelen er temmelig folkerige og derfor yder stær- kere modstand mod norsk paavirkning. Kvænen har vanskeligt for at lære norsk, hvis udtale falder ham besværlig; han er utilgjængelig og stiv af sind. Den norske befolkning, som kommer i forbindelse med den kvænske, kræver ikke af denne, at den skal tale norsk, meget mere lærer de norske sig at tale kvænsk. Paa handelsstederne og i udsalgs- stederne i de finmarkske byer tiltaIes de fremmede nationaliteter (og ikke mindst kvænerne) paa sit eget sprog. Konkurrencen fører saadant med sig, da kunderne naturligen søger hen til de udsalg, hvor de kan bruge og høre sit eget sprog; selv lensmændene lægger sig i regelen –efter kvænsk; kirken og skolen kom kvænerne imøde paa deres eget sprog. Disse havde derfor ingen Opfordring til at lære norsk. Alt dette bragte dem paa den tanke, at de havde fordring paWa, at de norske, med hvem de kom i berørelse, skulde forstaa deres sprog. Det hænder ikke saa sjelden, vistnok i egne, hvor der fin- des norske sammen med en overveiende kvænsk befolkning, eller hvor norske kommer i daglig berørelse med kvæner, at nord- mændene selv indbyrdes taler kvænsk. Det er almindeligt, at børn af kvænsk moder og norsk fader vokser op i kvænsk, uden engang at lære norsk, ja det hænder, at vedkommende norske fader efterhaanden drages over til konens og børnenes sprog. Kvænen synes ikke at kunne lære at tale norsk saa godt, at man ikke kan høre, at han er kvæn, eller at hans modersmaal er kvænsk. Tonefaldet i kvænsk er saa eiendommeligt, at man snart gjenkjender det i den norske tale. Ligesaa mærker man kvænen paa udtalen af enkelte konsonanter. Den finske befolkning danner intet bolværk mod kvænsken. Den store mængde af voksne finner taler det med deres eget be- slægtede kvænske sprog, og endel kvæner taler finsk. At der tales norsk mellem en kvæn og en fin, er noget, som sjelden eller aldrig hænder. Saa længe der var en stadig indvandring af kvæner fra Fin- land, som i 186O–-ö7, foregik en stadig rekrutering med nye tunger fra Finland. Den bevirkede, at samtalen mellem de voksne inden familierne, ogsaa hvor forældrene kunde norsk, stadig førtes paa kvænsk, og at børnene, skjønt de lærte norsk i skolen og med lethed talte det med sine norske kamerater, dog i hjemmet ikke hørte andet end kvænsk og ganske manglede den nødvendige daglige anledning og opmuntring til at indøve det norske Dette gjælder mest det for indvandringen mest udsatte strøg, Varanger fogderi. Nogen forandring er dog nu indtraadt I
