KV.–ENERNE l FINMARKEN. 45I Den svenske forfatter von ’Dú§ben ytrer: Kvænen faar udvandre til Norge, hvor han maaske engang i fremtiden kan danne etslags Slesvig-Holstein og gjøre gavn som «en undertrykt nationalitet». Skammelig nok har kvæneme ski-eget op i den retning. J Den overveiende del af kvænerne holder haardnakket fast paa sit nationale stel, ikke blot fordi de af v11ät111–c11“ er saa stædige, men ogsaa fordi norske skikke og institutioner ikke tiltaler dem. Det er kun fiskerierne,“ som lokker dem til vort land. – Den norske nationalitets overlegenhed erkjendes villig af de andre nationaliteter; selv hvor kvæner og finner er i majoritet blandt de stemmeberettigede, vælges helst nordmænd til kommu- 11ale hverv. C Tidligere kunde kvænerne efter to aars ophold i Norge er- hverve hjemstavnsret. I Finmarken hændte det derfor hver vinter, at der kom kvæner, som vilde blive i Norge i to aar, og som selv udtalte, at naar de kun klarte sig disse to aar, saa skulde de nok lære fattigkassen at føde sig. “ “ I de to aar sultede de for at slippe at blive sendt hjem, og det var ogsaa en sjeldenhed, at nogen blev sendt tilbage til Finland. Ved statsborgerloven af 2lde april 1888 og ved lovene om fattigvæsenet er misbrug, som det her omtalte, indskrænket eller ophævet. I klædedragt skiller kvænen sig ikke synderlig fra nordman- den. Han er, naar han ikke kommer laset fra Finland, noksaa solid klædt. Hans saakaldte kvænkomager er uden Csennegræs, slutter tættere om ankelen, er forsynet med lave hæle og er ugjennemtrængelige for vand. Kvænernes komager har haarde saaler under, medens 1innernes skaller er bløde og haarede under og derfor mere tjenlige til at gaa med paa glat is end kvænkomagerne. 8p1’0g0t I kVæIIbygd01’1Ie. Kvænen vedligeholder, som nævnt, med haardnakkethed sit sprog, og hvad der er mere paa- faldende, kvænsk som talesprog syntes en tid lang at være i fremgang, da det endog vandt adskillig indgang blandt fin- nerne, ja selv blandt norske, der kom i daglig berørelse med kvænerne. Efter en officiel beretning i 1878 havde kvænernes fornorsk- ning ikke havt fremgang, og paa adskillige steder, fornemmelig i Østfinmarken, var der endog tilbagegang, trods de aarlig voksende bidrag til skolevæsenet.
