W FlNSK SPROG. Hc1–1;1x. 01d.norsk. B–111cx. Føl. j’yl, j’oli, “fyla. fllla. Gjet. geit gaiCca. Kalv. ka(fr. galbbe. Kat. kattr. gahfto. Kvige. kviga. guiggo. Buk. htI.fI’. harves. Hest. hestr. hæssta. Lam. lambr. labbes. Mær. mer-r. mærro. Hest. hross. rǫsse. Sau. sauðr. savcCa. Faar. smalt smalla. Svin.– svin. l .spidne. Væder. . veðr. v‘iercea. Okse. oxi. vuöksa. 9 Okse, ko, kvige, buk, gjet, væder, sau, lam, hest, mær, føl, svin, purke og kat er alle laanord og dels i den oldnorske form som hafr, buk, hav-ves. Mærkelig er det derhos, at ord som melk, ost, myse (miel’ke, vuössta, misso) er laanord, uagtet finnen melker renen og fra den skulde kjende baade melk og ost. Derved er maaske antydet, at flnnerne endnu ikke havde lært at melke renen, da de traf sam- men med germanske folk. ’ Egne finske benævnelser for metaller mangler, naar undtages kobber, som heder væikke og ogsaa air, som svarer til det norske eir. Guld heder gǫlle, selv silbba, kviksølv ælle silbba (det er levende sølv), tinl (ladne, bly bli, men ogsaa ládjö, jern ravdde og staal stalle. Studiet af jinsk. Det finske bogsprog, som det nu skrives hos os, er væsentlig formet af Stockfleth og Friis. Hvad der hos os er skrevet paa finsk – væsentlig oversættelse af bibelen og skolebøger – er skrevet af no1–dmænd; af original litteratur eier flnnerne intet. g Det er i det hele missionæreme, som først har studeret det finske sprog og bestemt dets skrivemaade. De første bøger paa finsk er ogsaa skrevet af missionærer. Kjendskabet til det finske sprog i den ældste tid har vel hos nordmændene indskrænket sig til det forraad af ord og sætninger, som var nødvendige for at kunne handle og i det hele tilfredsstille de nærmest liggende praktiske behov. Finnerne har ogsaa nu noget, som de kalder for handels- norsk gavppe-daro (gavppe er handel og daro er norsk); det er den smule norsk, de behøver hos kjøbmanden. Saaledes har det vel i ældre tid været med finnernes naboer, at de kjendte de finske gloser, de havde brug for. “
