-l12 FINMARKENS AMT. brand. Da bjørnen mærker varmen, vil den ned, men ræven heder den vente lidt, forat farverne kan blive stærkere Saa svider ilden haarene paa bjørnen; fra den tid af ser bjørnen svid ud. Hos finnerne har vi i Steden for høstakken en tjæregrnbe, hvori bjørnen brænder op lige til knoklerne. Til denne form- ning har saa sluttet sig fortællingen om, at ræven Samler knokkel- resterne i en sæk og sælger sækken til en fin for hans rensdyr, lader renerne slagte af andre dyr og endelig skræmmer dem bort, saa han faar alt kjødet a-lene. Denne finske form har siden bredt sig mellem finlænderne. Det tør tilmed være et spørgs- 1naal, om ikke hele dette motiv er af finsk oprindelse. Den anden halvpart af eventyret fra Karasjok gjør indtryk af at være opstaaet hos finnerne selv, men her og der synes fremmede sagntræk at skinne igjennem; saaledes minder rævens Opfordring til fiskene om at bære ham over elven om et nordisk legendesagn om jomfru Maria, som opfordrer forskjellige dyr til at bære hende over en elv. Ogsaa trækket om aspens øine synes at staa i forbindelse med en nordisk folketro. Fi118k SpI’0g. Finnernes ligesom kvænernes sprog hører til den store sproggruppe, Som kaldes de finsk-ugriske sprog. Ungareren .]ohann- Sa-inovi(“s, som ledsagede pater Hell paa hans reise i Finmarken (bind I, pag. 13), har skrevet en afhand- ling, hvorefter ungarernes og finnernes sprog er det samme. Den er oversat fra latin af M. R Fleischer og findes i «Skrifter i det kjøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere», l0de del, 1765–-1769. Sainovies oplyser i dette arbeide, at han er født i Ungarn af ’ungarske forældre; og han mener„ at man aldrig kan faa paa- vist overensstemmelsen mellem finnernes og ungarernes sprog, medmindre den, som anstiller undersøgelsen, er født fin og op- holder sig i Ungarn, eller er en ungarer, som lever mellem finner. Rigtigheden af Saino“1a(–s opfatning af de to sprogs Slægtskab er sikker nok. Finnernes nærmeste slægtninge i sproglig henseende er for- uden kvænerne (karelerne), esterne, liverne, mordvinerne og en- delig magyarerne. Disse sidste kaldes af slaverne for ugrer, hvoraf navnet Ungarn. Den hele sproggruppe pleier, som berørt, at kaldes de finsk-ugriske sprog. Da finnerne er spredt over store strækninger, er deres sprog meget forskjelligt ikke alene i forskjellige lande, men ogsaa inden samme lands grændser. De finner, som bor længst fra hverandre inden samme land, forstaar ofte ikke hverandres dialekt, og end mindre forstaar en norsk eller svensk fin en russisk fin fra Ponoi paa Kolahalvøen. Det finske sprog kan efter Qvigstad inddeles i 4 hoveddialekter:
