EvBs“rYH. 41 I baade ordsproget og den seene, hvortil det er knyttet, fra Magnus Barfots saga, hvis udvidede form da maa være ældre end 1300. Ordsproget svarer nøie til den g8mm0ll10fSkG benævnelse paa ræven brunnmigi, som bl. a. kjendes fra en versificeret regle med rævenavne i Snorres Edda (fra den første halvdel af det 13de aarhundrede). At dette navn, bru)mmigi, findes allerede her, viser ælden af den foresti1ling, som ligger til grund for ordsproget. I Halvs saga (kap. 5) forekommer ogsaa brum:migi i en be- retning fra Finmarken, men her er brurmmigi et trold, en turs, og det er maaske den ældste betydning, idet overførelsen paa ræven vistnok staar i forbindelse med den forestilling, at over- naturlige væsener kan optræde i dyreskikkelse. Kong Hjørleiv iHalvs saga fra det 13de aarhundrede laa en nat med sine skibe i Finmarken; hans svende gjorde op ild iland, og to mand skulde hente vand fra et opkomme under fjeldet. Der saa de en brunnmigi og sagde det til kongen. Denne hedede da et spyd i ilden og skjød paa brunnmigi, idet han ien vise befalede tursen at gaa fra brønden. Da fik de vand, og tursen forsvandt ind i fjeldet. Det tredje af de i karaSjokeventyret sammenknyttede dyre- sagn er hos finner og finlændere overalt afændret og indpasset i en ny samn1enhæ11g. Dette sagn forekommer i endnu videre omkreds. Men udbredelsen er meget mere Spredt og tyngde- punktet ligger afgjort hos de nordiske folk. Grundformen er føl- gende: Ræven forfølges af bjørnen og smutter ind under reden paa et træ. Bjørnen griber rævens bagbe11 med tænderne Ræven siger spottende: Ja, bid bare i roden. Bjørnen slipper benet og sætter tænderne i roden. Da siger ræven: bid mig ikke i benet. Bjørnen holder paa roden, til den endelig bliver kjed af det, og’ gaar sin vei. Ogsaa dette motiv findes hos os: saaledes i As- bjørnsens «Norske folkeeventyr», ny samling ]876, under titel: «Slip granrod og tag i rævefod». Det samme forekommer hos de svenske lappbønder, medens det i det finske eventyr, som det sees, er noget a-fændret. Dette sagn synes i det hele at have liden evne til at leve for sig selv og trænger sig derfor ind paa mange steder, hvor det kan passe i andre dyresagn. Det fjerde motiv i karasjokeventyret har en meget mindre udbredelse, idet det ikke er bekjendt udenfor finlænderne, fin- nerne Og Svenskerne i Østerbotten og desuden hos et afrikansk negerfolk, til hvem det efter Krohn er naaet ved laan fra Eu- ropa. Grundformen er denne: Ræven og bjørnen ser en bakke- spet paa et træ; ræven siger, at slig en har han n1alet. Bjørnen spør, om han ogsaa kan male ham. Ja, siger ræven, og bjørnen beder ham gjøre det. Ræven fører da bjørnen til en høstak og befaler ham at stige op paa de11. Saa stikke1– han høstakken i
