410 l-’lNMARKENS AM’1’. ubevægelig, til fiskene har bidt sig fast. Da bjørnen mærker, at vandet fryser til, vil den drage halen til sig. Ræven siger, at den maa vente lidt, saa flere tiske kan bide paa. Da saa halen er frosset fast, faar bjørnen lov til at drage den op; den tror, at den har en mængde fisk paa og drager af alle kræfter, saa halen ryker af. Derfor er bjørnen nu stubrumpet. Allerede i ældgammel tid er denne grundform blevet videre udviklet paa følgende maade: Stedet, hvor bjømen fisker, er en brønd eller et opkomme, hvor folk henter vand. Om morgenen løber ræven ind i gaarden og raaber til konen, hun staar og kjerner: CBjørnen gjør sig ufin i brøn(len din.“ Konen løber fra arbeidet og skynder sig med en stang til isen for at peise løs paa bjørnen. Bjørnen kom- mer i klemme og tverrykker, saa halen gaar af. Imedens har ræven gjort sig tilgode med rømmen. Krohn har godtgjort. at dette dyreeventyr allerede for l00O aar siden har gaaet om i Nordeuropa og fra folkemunde er blevet optaget i det middelalderlige dyreepos og den fabellitteratur, som i middelalderen bar “*Esops navn. I Rusland har eventyret udbredt sig fra nord mod syd og maa være laant fra et nordisk folk. Da nu dette folk ikke kan være noget finsk-ugrisk, fordi finlænderne selv har laant eventyret fra Svenskerne efter sin ankomst til Finland og Est1and, maa russerne havde modtaget dette eventyr direkte fra nordboerne paa en tid, da der hersked en nær og stadig forbindelse mellem begge folkegrupper, det vil sige omkring tiden for det russiske riges grundlæggelse. Ogsaa her er det de nordiske varjager, som maa have været formidlerne. I)e særlig finske former viser tilbage dels til en gammel nordisk form, den udvidede grundform, dels til en nyere nord- russisk, som har naaet finnerne over Finland i ny ti(l. Ogsaa dette motiv findes hos de svenske lappbønder i Angermanland, ogsaa her sammenknyttet med det første Hos os findes denne del af karasjokeventyret almindelig. Det er optaget under titelen -(Bjørnen og ræven» i første bind af Asbjørnsens og Moes «Norske folkeeventyr » . Krohns paavisning af, at eventyret er af gammel nordisk oprindelse, bekræftes yderligere ved et par gammelnorske ord- sprog og navne, som ikke kjendes andetsteds fra: I to eller tre sagatekster forekommer ordsproget: Skömm hun- dum.‘ skitu T’(îZZII’ I brum1 kart9 (Skam faa hundene! Rævene har skidt i bondeus brøndl. Det er i den udvidede tekst af Magnus Barfots saga x]kap. 8) og i Magus Jarls saga saavel i den ældre formning fra omkring l3O0 som i den yngre fra henved l35O, at ordsproget forekommer. Magus saga har sandsynligvis hentet
