EVENTYR. 409 Aspen blev forbitret og slog efter ræven, men naaede blot halespidsen, og derfor blev blot halespidsen hvid. Hele den første halvpart af dette eventyr er en sammensæt- ning af fire nordiske dyreeventyr, hvoraf de tre første er vidt udbredte baade over Norge, Sverige og Danmark Den sidste halvdel synes paa et par episoder nær af være af finsk oprin- de1se. Sammenknytningen af en saadan række dyresagn og eventyr til en hel dyresaga har vel snarest sit forbillede i den kvænske folketraditions tilbøielighed til at rade de enkelte (lyre- eventyr sammen til et slags epos eller saga. Ukjendt er denne tilbøielighed dog heller ikke hos nordmændene og svenskerne, men den er mindre fremtrædende; det er sjelden, at mere end et par dyresagn støbes sammen, men i denne udstrækning fore- kommer samn1enknytningen næsten aln1ent. Det første dyresagn, som optræderi karasjokeventyret om ræven og bjømen, handler om, hvorledes ræven stjæler fisk. Dette sagn er udbredt over Norge, Sverige, Danmark, blandt norske og svenske finner, finlænderne, ester, ungarer, russere, foruden hos tyskere, franskmænd, keltiske skotter og asiatiske og afri- kanske folkefærd. Den ubetinget almeneste udbredelse finder man over Norden og Rusland. Eventyrets gruudform giver den flnlandske professor Kaar-le Krohn, som særlig har studeret dyre- sagn og dyreeventyr, sa-aledes: Ræven ser en mand, som kjører et læs med fisk; den lægger sig tvers over veien og lader, som den er død. Manden glæder sig over den vakre rævefeld og lægger ræven bag paa læsset; selv sidder han forrest og ser sig ikke tilbage. Saa kaster ræven fisk efter fisk bag sig ned paa veien og tilsidst hopper den selv af. Efter Kaar-le Krohn er dette dyresagn af nordisk oprindelse, og han mener at kunne godtgjøre, at sagnet i Rusland stammer fra de nordiske varjager. Hos flnlænderne optræder dette sagn i en dobbelt form, en forfinsket og en nyere, men ogsaa sjeldnere, som synes paavirket fra lappbønder i Ångermanland af finsk herkomst. Det andet af karasjokeventyrets motiver har en tilsvarende vid udbredelse og er maaske endnu mere almindeligt i Norden og Rusland, men forekommer ogsaa afgjort hyppigere hos tyskere og franskmænd. Hos de flnsk-ngriske folkefærd kjendes det for- uden fra de norske finner fra enarefinnerne, fra finlændere, ester mordviner og ungarer. Den simpleste grundform er efter Krohn denne: Ræven æder om vinteren fisk, som den har fanget. Bjørnen kommer og beder om at faa æde med. Ræven opfordrer ham til at fiske selv; den har medet med sva11dsen i en brønd eller dam en kold nat. Bjørnen vil da prøve, og ræven raader ham da til at holde rumpen
