S EvENTYn. 407 ene ben, og finnen maatte opgive forfølgelsen. Nu drog ræven i fred videre hen til det sted, hvor han pleiede at holde sine maaltider. Men “slagte rensdyrene kunde han ikke, og derfor maatte han se til at faa nogen til at hjælpe sig. Saa raabte han sammen alle slags rovdyr: bjørnen, ulven, jærven, røskatten, musen, hvidræven, ormen, øglen og padden. Disse skulde nu være hans tjenere og hjælpe ham med at slagte rensdyrene. Saa kom de og tog fat hver paa sin maade. Bjørnen skjød i kjæve- benet. Derfor er der en marv i renens kjæveben, som endnu kaldes «bjørnepilen». Ulven skjød i baglaaret, og derfor har renen et mærke i baglaaret, ligesom en pil, som kaldes «ulve- pilen». Jærven skjød i nakken; derfor har renen et mærke i nakken efter (&jærvepilen». Røskatten skjød i struben; derfor findes mærket efter «røskatpilen» i roden af barken. Muse11 skjød i klovaabningen; derfor findes dens mærke, «musepilen;:, imellem begge kloverne. Øglen skjød i endetarmen; derfor findes dens mærke, «øglepilen», i enden af tarmen.– Hvidræven skjød i øreroden; derfor findes der paa bagside11 af øret et ganske lidet ben, som kaldes «hvidrævpilen» Ormen skjød i tarmfedtet; derfor findes der mellem fedtet og tar-men et mærke, som kaldes «ormepilen». Padden skjød i hjertefedtet; derfor findes der mel- lem hjertefedtet og hjertet en liden brusk, som kaldes «padde- pile11“–?. Saa slagtede de alle rensdyrene. &«Nu gaar jeg hen for at skylle go1–ren af renmaverne,» sagde ræven og tog maverne med sig bag en sten. Ret som det er, saa begynder han at skrige og hyle, som om nogen havde faaet tag i ham og vilde tage livet af ham. Da rovdyrene hørte ræven hyle saa stygt, blev de bange og fløi afsted hver til sin kant Kun røskatten og musen blev igjen. Nu havde da ræven alt kjødet for sin egen mund og skulde til at koge. Men da han vel var begyndt, kom der en fjeldfin, netop den samme, som han havde narret. «HVad bestiller du her?» spurgte finnen; «hvorfor løi du for mig og so1gte mig brændte ben, og hvorfor har du slagtet alle rensdyrene?» «Kjære bror,–1 klynke(1e ræven, «tro ikke, at det er mig, som har gjort det, selskabet mit slagtede dem!» I det samme fik finnen øie paa røskatten og musen, som sneg sig omkring mellem stenene, aldeles glinsende af fedt om snuderne. Saa greb han trækrogen, hvori gryden hang, og slog efter røskatten, men traf den blot i halespidsen, og derfor blev blot halespidsen sort. Men musen traf han med en brand slig, at den blev sort over hele kroppen. Ræven selv sprang tilskogs og kom frem til bredden af en elv, hvor en mand just holdt paa at sætte istand en elvebaad. D
