396 FINMARKENS AMT. Det finske eventyr er saa udformet og saa nationalt ud- formet, at det nærmest maa antages, at eventyret er kommet fra finnerne til kvænerne. Ikke desto mindre er ogsaa den finske formning utvilsomt en tillempning af et vidt udbredt dyre- eventyr, hvor de i eventyret optrædende dyr veksler efter lan- denes beskaffenhed og dyreliv. Grundlaget for disse eventyr synes at være fabe1en om gjærdesmutten (fuglekongen) og ørnen, som i ethvert tilfælde fra den tidlige middelalder har været kjendt paa latin rundt om i Europa. Den har i forskjellige lande fremkaldt en række dyre- sagn og dyreeventyr, som alle gaar ud paa at vise, hvorledes et svagt og uanseligt dyr ved kløgt vinder over det bedst udrustede. Bekjendt er saaledes det tyske eventyr hos G‘rimm om harens og pindsvinets væddeløb Noget nærmere den finske formning, forsaavidt som et af de optrædende dyr hører hjemme i vandet. staar en version, som er optaget i et gammelt tysk digt fra det l3de aarhundrede, hvor den snu ræv bliver bedraget af den lille krebs. Ræven ser krebsen ligge i græsset og spotter den for dens langsomme gang. «Naar skal du komme over engen? Du er mere skabt til at gaa baglængs end fremlængs.» Krebsen svarer stolt, at den kan løbe bedre end guderne selv-, og tilbyder ræven et væddeløb paa en mils længde fra Luna til Toskana. Ræven er villig, og begge lægger pant. Krebsen vil løbe bagefter ræven, og da ræven snur bagen til, tager krebsen- med kloen tag i svandsen paa ræven. Ræven løber alt det, den orker, og da den kommer til maalet, snur den sig og raaber haanlig: «Hvor er krebsen nu ?.1) «Her er jeg,» svarer krebsen bag ham, Þ–1:hvor langsomt du har løbet.x- Dette gammeltyske digt gjenfortælles me(1 en lidt anden vending i fabe1en vel 2OO aar efter af den tyske forfatter fra reformationstiden 1557, mu11ken Burkard lVald1LS– i hans fabel- samling Esopus. Begge disse gamle tyske digte har affødt for- skjellige dyresagn i Tyskla11d. Det er en gengivelse af et af disse tyske digte (og da nærmest det første) eller af et paa dem grun- det eventyr, som har fundet veien nordover og er naaet op til finnerne. Det ligger nær at tænke paa de bergenske garper som mellemmænd. I ethvert fald lader dette dyreeventyr sig paavise i en med de tyske væsentlig overensstemmende skikkelse baade i Nordland og hos finnerne i Kvænangen. Den nordlandske formning findes hos O. ÂÏí(“OlGi-S’S8Il («Fra Nordlands fortid» l88O); det kaldes «Ræven og krabben». Engang gjorde ræven og krabben et væddemaal om, hvem af dem der var raskest tilbens. ((Aa du, din stakkar,» sagde ræven, ä1–der kommer du til at gaa bagdøren ud.–ɔ – «Saa prøver
