Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/404

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

EVEN“I’YR. 395 langt, langt op igjennem elven, slog den sig endelig til ro under en stor foss og valgte sig ud en bekvem plads, hvor den kunde gyde sin rogn, naar den tid kom. Men medens den stod der under fossen, kom en dag en sjøabbor eller rødfisk op til den. «Hvad er du for en fisk?» spurgte laksen. «Aa, jeg er en noksaa vakker, rød fisk jeg, en halvbroder af ferskvandsabborren,» svarede rødfisken, «og mine finner er saa hvasse som synaale!» I det samme stak den til laksen, saa han øieblikkelig fór til siden. «Hvad vil du her oppe i ferskvandet, du, som ikke har det mindste fedt paa dig?» spurgte laksen. Jeg har mere fedt i mit hoved,» svarede rødfisken, «end mangen fjeldfin har gods i sit stabbur. Vil du svømme ikap med mig?» Laksen gad først ikke engang svare paa rødfiskens opfor- dring; thi laksen vidste meget vel det, at den selv var den spræ- keste af alle fiske til at svømme op igjennem elvefossene. Men rødfisken lod ham ikke være i fred. Ret som det var, stak den igjen til ham med sine hvasse finner og spurgte: «Vil du svømme ikap med mig?» Saa lod da laksen sig glide lidt nedover for at faa godt tilsprang, og derpaa fór den ivei op igjennem fossen. Men i det samme bed rødfisken sig fast i laksens hale. Da laksen var kommen op i den øverste fosseskavlen og hovedku1ds braavendte nedover igjen, raabte rød.fisken, som hang i halen: «Se, nu er jeg høiere end du, og du kommer her og vil svømme ikap med mig, jeg, som folk sjelden faar fat i, men du, du staar her og lader dig fange af enhver gammel kjærring!» Dette eventyr gjør i høiere grad end de fleste andre af fin- nernes eventyr indtryk af at være eiendommeligt og ægte finsk. Baade i finner-nes og kvænernes poesi spiller fiskene en større rolle end i de fleste andre folks tradition. Det staar vel i for- bindelse med landenes naturlige beskaffenhed, med mange fjorde og sjøen Dette eventyr findes da ogsaai Finland og handler om «Lohi ja kiski O)er(:a (m-nua), der betyder laksen og steinpurken, gers. Det stammer fra Pyhäjärvi langt oppe i Finland. Steinpurken og laksen mødtes engang under en foss, og der væddede de med hverandre om, hvem af dem der kunde svømme op fossen. Steinpurken var lur og bandt med et haar sin stjert fast til laksens Da laksen naaede op, snudde den sig og saa efter Steinpurken Dermed stak steinpurken hovedet frem bag stje1–ten paa laksen og raabte: «Kjære, her er jeg jo!»