38O I–’lNMARKENS AMT. paa lignende vis i ulvens spor; dum som den er. Denne har bitte smaa øine, og munden er bred; den æder som den anden, lunter saa bort – og lægger sig til at sove. Enden paa halen er sort og modbydelig stanken. EV01Il:yI’. Finnernes eventyrverden var et lukket land for alle, som ikke var det fremmedartede sprog mægtige, indtil pro- fessor udgav «Lappiske eventyr og folkesagn». Hans for- tjenstfulde Værk var for en ikke ringe del grundet paa andres optegnelser. I l887 udkom «Lappiske Eventyr og Folkesagn» ved J. Omg- stad og G. Sandberg, som i en aarrække havde færdedes mellem finnerne og foretaget en planmæssig indsamling af finske tradi- tioner i forskjellige dialekter. Sagnene har dels en historisk farvning, dels hænger de sammen med overtroen og den egentlige folketro. Det «historiske:–x sagn handler hyppigst om kampe og overfald, som finnerne i ældre dage har været udsat for, især fra sine grander mod øst. Disse sagn har vistnok lidet værd som spor af virkelige tildragelser. Flere af dem har fæstet sig til enkelte helteskikkelser, hvem rækker af bedrifter tillægges, og som er blevne staaende igjen i den senere sagndannelse som typer. Trods alle sine laan hører det finske sagn til det forholdsvis selvstændigste i folkets overlevering og har sin hovedinteresse (leri, at de fører os ind i stammens eget aandsliv. Anderledes er det med eventyrene, hvis værd snarere ligger deri, at de viser os de alment forekommende emner i finsk dragt. En meget stor del af alle eventyr er med alle afvigelser et inter- nationalt sameie; mange eventyr er som et slags nomader, der vandrer fra folk til folk, fra tid til tid. Eventyrene siger ind over et omraade gjennem de mangfol- digste ledninger, snart ad handelsveie, snart med arbeidsfolk eller reisende, i det hele gjennem enhver art af berøring med frem- mede. Et eksempel fra Finland er meddelt af Elias Lönnrot, som spurgte en kvæn, hvorfra han havde alle sine eve11tyr. Denne svarede, at han aar efter aar havde været med russiske og norske fiskere i Ishavet; i storm og uveir fordrev de tiden paa land- jorden med eventyrfortælling. Af og til kom der et ord eller et sted, som han ikke skjønte; men indholdet forstod han altid, og hjemme fortalte han det, han havde hørt, med egne tillæg og ændringer. Saaledes har ogsaa finnerne modtaget tilførsel af eventyr fra folkefærd, som er overlegne i kultur; i regelen er
