EVENTYR. 38l det det mest fremskredne folk, som er det givende her, de norske folk og finlændere og russere. Hvorledes eventyrene fører et nomadeliv, og hvorledes dette ogsaa er tilfælde med de eventyr, som er indsamlet hos de af- sidesboende finner, er omtalt af Moltke Moe i hans indledning til Qvigstad og Sandbergs eventyr. En nærmere paavisning af, hvorledes russiske og nordiske og andre fjerntboende folks eventyr paa en mærkværdig maade har fundet veien til finnerne, er nedenfor omtalt ved paavisningen af det enkelte eventyrs reiseliv, alt efter det, som Moltke Moe har berettet udgiver-en. Man kan gjennemgaa eventyr efter eventyr i ǫvigstad og Sand- bergs samling og paavise laan efter laan fra nabofolkene, og ofte kan man i et og samme eventyr udpege træk, som baade er norske og russiske. Nogle er stærkest paavirket fra Rusland, andre fra Norge, atter andre fra Finland, medens ægte, helt finske eventyr maaske er de, som er vanskeligst at paavise, ægtest er maaske dyreeventyrene. Som eksempel paa et mærkeligt blandet eventyr hidsættes her eventyret Familien Stærk, først saaledes som det fortælles hos ǫvigstad og Sandberg, og senere forklaret af Moltke Moe.– Familien Stærk. Der var en kjæmpe, som gik og ledte efter stærke folk. Da saa han paa veien spor efter en rytter, som havde redet foran ham, og det saa ud til at have været en svær mand; thi hesten havde traadt i lige til knæleddet. Da gav kjæmpen sig til at forfølge rytteren. Endelig øinede han ham langt borte paa veien, løb til og slog ham i ska1len med sin fem vogs spadserstok af staal; men rytteren bare klødde sig i hovedet og sagde: «Uf, den skamløse lusen!» Da kastede kjæmpen fra sig stokken sin, tog fat i en bjerk, som stod ved veikanten, rykkede den op med rod og slog med den atter løs paa rytteren; men denne bare vred lidt paa sig og sagde: «Den forbistrede loppenl» og vedblev at ride. Da blev kjæmpen arg, løb hen og rykkede op en stor furu med rod og gav dermed rytteren et saa vældigt s1ag, at hesten snublede, og manden stupte paa næsen til jorden. «Naa,» sagde ry-tteren, da han fik øie paa kjæmpen, «saa det var du, som skræmte hesten min!x*’ Derpaa greb han sin kastekale af staaltraad, og kastede kjæmpen fast, drog ham til sig og surrede ham fast til hestebugen, satte sig igjen op paa hesten og red videre til sit hjem langt inde i skogen. Der steg han af, bandt hesten udenfor huset, gik ind og sagde til sin fader: «Jeg brin- ger en gjæst med mig!*1) « Før ham ind!» sagde gamlingen. Saa
