DIGTNlNG OG MUSIK HOS FINNERNE. 379 gongatak, maid gcmgatak, das’ almaken sjnaggatak njunites gerrisinI» - O Peter, vor broder, hvor vide du vanker, hidhen du dog styrer med næs’løse pu1ken.’ Da ilede Peter paa færden mod hjemmet i Vuostejokgoppe saa tung om hjertet. En uge derefter sin sidste reise til Vadsø han gjorde; da bar de hans lig til hvilen i graven bag kirkegaardshegnet. Der lagdes han ned med jammer og klage. Her er et lidet finsk vers fra Karasjok: Bjørnens morgmsang om vaaren, naar den reiser sig fra vintersevn. Længe sov jeg, alt bækkene risler, renkalvene gi-ynter, gamle kjærringer gaar med haandten paa engen. Ulvesang. Naar ulven har spist sig mæt, saa synger den: voi, voi, la la, lu, lu, fam, fam, hno, huo. Naar den reder paa rensdyrkjød, saa skriger den: HuÖ“, huö, vuoiî, vuoå. Færdig med det tar den til at synge Vuo5, Vuo“å‘. Naar den er færdig med dette, tar den til at lunte tvert gjennem skogen Ræven følger saa u1vens spor og æder det, som den finder. Naar den har sluttet at æde lunter den atter bort og begynder at synge: Uvä, uvä. Dette er dens melodi, naar den har redet sig mæt, det er dens tak, naar den sin mave har fyldt ved hjælp af sin gode broder. Ogsaa fjeldrakken følger Z Ligkisten.
