298 FINMARKENS AMT. Denne tro kjendes ikke fra Norge og kan godt være opstaaet hos finnerne. Det er ganske i Overensstemmelse med det primi- t-ive menneskes opfatning at slutte, at en saa eiendommelig fore- teelse som en blodrød sild maa have sin aarsag deri, at et men- neske, som har udøst anden mands b1od, er kommen tilstede paa fangstfeltet. Ved indsjø med dobbelt bund bør man ikke være høimælt, og man skal heller ikke fiske der, selv om der er fisk. Denne forestilling om huldretjern og vand med dobbelt bund er norsk. De nævnes saaledes i Asbjørnsens «Huldreeventyr». En fisker maa aldrig sige. at han har fisket godt, selv om fangsten er rig. Mange af disse forestillinger knyttede til fiskeriet er kjendt ellers i Norge (sammenlign Hans 1S‘frøm, «Søndmørs beskrivelse»). Kastes der med not efter smaafiske i elve og vande, og der kommer en andeflok ind i noten, da kan manslutte med fisket for det aar. Uheldigt er det ogsaa, naar haren kommer springende paa elvebredden. At møde en kvinde paa veien, naar man skal ud paa jagt eller fiskeri, er et daarligt varsel, og denne tro hersker eller har hersket ogsaa rundt om i Norge. Særlig ilde er det, hvis kvin- den ikke har forklæde paa sig. Ogsaa hos nordmændene i Fin- marken raadede samme tro. Fellman var paa Vadsø vidne til et optrin foranlediget ved et saadant møde. En dag, da den ene flskerbaad efter den anden allerede havde lagt ud fra stranden ved Vadsø, kom en norsk fisker, som var noget forsinket, med sine folk og fiskeredskaber hurtig ned til sin baad og mødte en kvinde, som hentede va11d. Fiskeren vendte straks om, men anfaldt den stakkels kvinde. «Dævelen gale deg, kem skikte deg hid,» ytrede han blandt andet. Da hun undskyldte sig med, at hun ikke troede, der var nogen fiskere i land længer, fortsatte han: «Dævelen vet, ka du renner etter.» Manden reiste den dag ikke paa sjøen; thi saadant møde betyder ikke alene daarligt fiske, men ogsaa storm og uveir og anden ulykke. En anden gang hørte Fellman ved Varangerfjorden nogle nordmænd og finner bruge de groveste eder og ukvemsord mod en ældre kvinde. Grunden var den, at en hval var skyllet paa land, og forat den ikke skulde undkomme, havde man allerede kastet en mængde stene i dens pustehul og endog skaaret mindre stykker ud af kroppen. Ikke desto mindre undkom hvalen, da vandet begyndte at flø, og den blev flot. Skjønt grunden til uheldet havde været klar for enhver, be- skyldtes kvinden for at have forvoldt det, idet hun for tidlig havde gaaet ned til stranden, og derfor fik hun nu undgjælde.
