OVERTRO. 299 Det var sædvanligt, naar en hval skylledes paa land, at stænge kvinderne inde, forat de ikke skulde se dyret, medens det endnu var i live. Ellers undkommer hvalfisken, siger man. En kvinde maa ikke gaa over et fiskeredskab. Er det saa koldt, at der maa agnes inde i huset, faar ingen spinde, drikke eller synge der; heller ikke maa man tale om kat, hund eller andet firføddet dyr, medens agningen foregaar. Hermed stemmer den gamle vest- og nordlandske folketro, som giver firføddede dyr egne «sjønavne», hvis man er nødt til at nævne dem i baad under fiske; saaledes kaldes en gjet «horn- skaare», en ræv «rovestakk» o. s. v. Nogle finner tillader sine kvinder kun at fiske i nogle visse vande. “ En række overtroiske forestillinger knytter sig til jagten lige- som til fiskeriet. Paa jagt bør man ikke tage med alle slags folk. Sættes sakse til fangst, bør man være alene. Bøssen skal man ikke lade alle se, thi den kan blive for- gjort, og da træffer den ikke mere. Naar et dyr er fældet, skal lidt blod af det skudte dyr smøres paa geværet indvendig; da skyder man ikke bom. Dette hjælper oftest ogsaa til at faa et forgjort gevær godt igjen. Forestillingen om bøsser, som er forgjort, er ogsaa norsk; det sædvanlige raad imod forgjorte bøsser er at tvinge en orm ind i løbet og skyde den ud, men gamle rensdyrskyttere har og- saa brugt at smøre bøssen med blod af det fældte dyr. Skyder man en andens hund, selv om det sker efter anmod- ning, med eget jagtgevær, da bliver det forgjort. Til de steder, hvor der er gjemt skatte i jorden, knytter der sig som hos nordmændene og vistnok de fleste folkefærd ad- skillig overtro. Deslige skatte kalder finnerne ara-hav(lde. Der lever blandt den finske befolkning den tro, at et saa- dant sted eller pengegjemsel brænder eller lyser, naar eierne og arvingerne i første led er døde. Det brænder kun om natten og ikke alle nætter, men kun sjelden, og det sees kun af saadanne personer, som lykken vil begunstige. Men der er mange, som ikke“har forstaaet sin lykke, og man var i ældre tider bange for en saadan natlig ild. Ser nogen saadan ild, som kunde formodes at være ara- havddedolla eller skatteild, skal han springe derhen med øinene stadig fæstet paa ilden, thi hvis øinene om end kun et øieblik kom- mer bort fra ilden, forsvinder den. Saadan ild brænder med en blaalig flamme, der ikke kaster lysskjær omkring sig.
