OVERTRO. 2 93 En mand kom om aftenen roende til land og drog op sin baad; men glemte geværet i baadskotten; han gik ned til baaden igjen og tog geværet; men saa hørte han, at der bliver s1ængt en aare i baaden, og saa, at der stod ligesom en mand. Han anede, at det var draugen, og vilde gaa, men følte sig som ud- mattet. Da kom draugen i fuldt hyre gaaende hurtig efter. Uden mere at se sig om stikker manden geværmundingen under venstre arm bagover og smelder af. Om morgenen laa der et skulder- bladben af et menneske, og kuglen var gaaet gjennem det. Paa de steder, hvor baade om natten ikke kan ligge i fred for draugen, der skal dræggetauget ikke belægges bare omkring stevnen, men ogsaa omkring en tofte eller helst om et spant ved kjølen i baadskotten; thi naar draugen om natten kommer til baaden og begynder at stelle baade med aarer og drægge- tauget. saa faar den ikke tauget løst af mere end den første belægning. Som gjengangere kjender finnerne saavel i Norge som i Sverige æpara.§’ eller abaraé, som er det gammelnorske ú1burðr. Det er det samme væsen, som endnu lever hos os i overtroen under benævnelserne utburr, utbor eller utbore, myring. Det er tro blandt finnerne, at naar en stakkels pige i for- tvilelse gaar hen og «føder i ørkenen», som det heder paa finsk, saa lever barnet, hvad der end gjøres med det; det græder og raaber til forbifarende, ja nævner endog sin ulykkelige moders navn, naar man spørger om det. Naar et saadant uægte barn bliver dræbt af moderen uden at faa daab, bliver det efter 7 aars forløb til æpara.§’. Det viser sig da i samme skikkelse, hvori det blev henlagt, og paa samme sted og beder med klynkende røst om daab. I Porsanger græder saadanne myrdede børn, (epara.§, med nyfødte børns stemme, og man hører det, naar man træffer til at komme nær det sted, hvor saadant barn ligger nedgravet. For enkelte viser det sig som et lidet nøgent barn; andre steder heder det, at det viser sig som en hvid rype. Det er navn, det higer efter; og man skal derfor give det et navn, helst efter en livløs ting, f. eks. raabe til det: ak.§o lekus dudnji namman (øks faar være dit navn). Andre steder heder det: Hvis man spørger: «Er du jon (gut) eller jan (pige)?» og døber det i Faderens, Sønnens og den Helligaands navn, faar det ro; ellers lader det sig høre i løbet af ét aar, saalænge marken er snebar. Hvert andet aar (i Ibestad hvert l9de) viser det sig igjen. Lignende tro er, som nævnt, kjendt mange andre steder i Norge (kfr. Nordre Bergenhus amts beskrivelse, bind I, pag. 656). Utboren er ogsaa kjendt blandt kvænerne, som kalder den liekkiö eller (2pár(t.
