292 FINMARKENS A1“1T. draugen paa og tager tag; men den ene faar ikke den anden under. Draugen vil drage manden paa sjøen, og magter at faa ham saalangt ud, at vandet naar til knæet, men ikke længer; manden paa sin side vil have draugen ovenfor flodmaalet, og kan drage den lige til det høieste flodmaal, men ikke længer. Saa- ledes holder de paa, til det netop dages; da maa draugen gaa, men vil gjerne tage med sig en vott, hue eller et andet løst plag, men man maa passe paa ikke at miste plagget; thi da vil samme mand før eller senere komme bort paa sjøen. Det er ikke alle, som draugen angriber, men kun de, som den venter engang at faa til kamerater. Skulde det lykkes manden at drage draugen ovenfor flod- maalet, da mærkes det, at det ikke har været andet end en død ting, et ben eller lignende, som han har været ikast med. For ilden nærer draugen rædsel, og den kan jages bort med ild. Høres draugen i nærheden, og man kan kaste en ildebrand efter den og raabe de buolak.V – nu brænder du – saa drager den udover sjøen, og kun morilden vises efter den. Moi-ilden kaldes paa finsk stalodolla, stallos ild. Forfølger draugen en mand, og denne har en kniv eller et ladet gevær, skal han under flugten uden at se sig om stødende kaste kniven under venstre arm bagover, ligesom et kastespyd med odden foran; da bliver han den kvit. Hvis man næste dag søger kniven, findes den siddende fast i et ben, i et træstykke eller i en lignende gjenstand Har man gevær, skal man under flugten sætte geværmun- dingen under venstre arm bagover og smelde af. Senere vil man da finde kuglen eller nogle af haglenei en eller anden gjenstand. Ved en elv havde draugen slaaet sig ned, og mange, som reiste, maatte brydes med den hele natten, naar de i mørket skulde over elven. Draugen kom som en stor mand vadende fra sjøen langsefter midtaalen i elven og mødte den reisende her. En mand, som boede der i egnen, skulde en høstaften over e1ve1;1, ved hvilken der ingen folk boede. Naboerne raadede ham fra at gaa saa sent, da han kom til at faa en at brydes med ved elven, men han svarede: Vi faar vel brydes, til en af os bliver lei. -Saa gik han og tog en stok fra hjelden, en tør birketræ- kubbe. Da manden kom til elven, kom draugen i sjøhyre med sjøstøvler og skindklæder vadende opover efter midtaalen. De mødtes her, og da draugen kom i passelig afstand, slog manden til, det han orkede, saa klubben under slaget gik af- Da skreg draugen og forsvandt og viste sig ikke n1ere. Ved elven fandtes et brukket ribben efter et menneske.
