270 FINMARKENS AMT. opfører det blandt de norske laanord. Hos os derimod fore- kommer foruden selve substantivet g-and ogsaa flere dermed sam- mensatte og beslægtede ord. 0prindelig synes gandr at betyde en kjep eller stage, og forekommer endnu i vort folkesprog Naar i skogen et træ er faldt om, og en ko render en fra træet udstaaende gren i sig eller «renner sig en stage i livet», siger man i Hedrum, at den gandlHyper sig. Sandsynligt er det og, at det samme gandr forekommer i Gandvik, der oprindelig var den del af det hvide hav, som de der boende kareler endnu kalder Kantalahti, og som besøgtes af af vore forfædre. – Naar «Historia Norvegiæ)Ë– undtages, findes ordet gand neppe brugt om finnernes trolddom før Peder Claussøns tid. I sin Norges beskrivelse fortæller han, at de «gjør gan og dertil bruger ganfluer, som de har gjemt i en ganæske eller ganhit». Denne beretning ligger, efter FritZners mening, til grund for alt, hvad man senere har faaet høre eller læse derom. Men dette stemmer kun lidet overens med den ældre fortælling om finnernes trolddom og deres gand i Historia Norvegiæ. Her er nemlig gandus en uren aand, som de bruger til at udforske, hvad der vil ske i fremtiden, og til paa vidunderlig maade i lang af- stand at føre skjulte skatte frem for lyset; saadanne aander rider efter beskrivelsen afsted paa hvaler eller rener, paa ski eller til skibs, over høie fjelde og gjennem dybe vande, ogsaa i den hen- sigt at berøve en fiende livet eller for at beseire en fiendtlig aand eller gandus og saaledes gjengive det menneske livet, som denne havde dræbt. Desuden troede man, at den onde aand selv kunde iføre sig en fremmed skikkelse, for eksempel af en hva1 eller af en spids pæl, stage. Ved sammenstød mellem to saadanne aander kunde den ene i skikkelse som en spids pæl gjennembore den anden, der havde hvaleham. Ved denne urene aand forstodes et menneskes, især en troldkarls aa11d, der i ekstase forlod legemet for at gjøre en fart som omtalt; hvad der paa saadan fart vederfóres den udfarne aa11d, rammer da paa en kjendelig maade tillige hans deraf for- ladte legeme. Hvad der i Historia Norvegiæ fortælles om finnernes gand- trolddom, er ikke eiendommeligt for dem. Saadan trolddom var kjendt ikke alene blandt nordmændene og nordgermanerne, men ogsaa andetsteds fra. Naar det i Historia Norvegiæ heder, at gandus brugte hvaler, rener m. m. til befordringsmiddel, da maa dette, idetmindste tildels, forstaaes saaledes, at den antog skikkelse deraf, iførte sig deres ham, lik-i. Men dette er ikke noget for finnerne eiendommeligt, ogsaa nordmænd kunde efter sagaerne fare i hamför som hamhleypur.
