GAN1). 271 Man har vel i gamle dage, ligesom endnu i vore, forestillet sig, dels at troldkarlen eller troldkvinden enten iførte sig en fra den menneskelige forskjellig skikkelse, og blev da hamhleypa i egentlig forstand, eller farten foregik paa den maade, at man tog et dyr, et menneske eller endog en livløs ting til at ride paa. Saadan riden kaldtes da gandreið, ligesom det derpaa ridende væsen kaldtes tröllriða, kveldriða, myrkriða, tám“iöa, som og ham- hleypa, ligesom i første tilfælde. Endnu har man i Nordland udtrykket gaud.fer(l, som bruges om et følge af hekser eller onde aander, som tænkes at ride i luften. A Kveldriður eller myrkriður kaldtes disse væsener, fordi de ikke var ude paa sin færd, førend det ved aftenens komme var blevet mørkt; túnriður var saadanne, som hjemsøgte gaardene. I Sammenhæng med, hvad man i de gamle skrifter kan læse om gandr (og gandreið) baade i finnernes og nordmændenes trold- dom, staar den senere tids beretning om, at finnerne gjør gand og dertil bruger sine gandfluer, som de har gjemt i en gandæske eller gandhit. Det tør dog for største delen have sit udspring fra, hvad Peder Claussøn i sin Norges beskrivelse meddeler derom. Den anseelse, som Peder Claussøns Norges beskrivelse i sin tid fik og længe vedblev at have, gjør det sandsynligt at den fremstilling, som han har givet af finnernes trolddom, kunde trænge frem ogsaa til menigmand Til iNordlandene at udbrede en dermed overensstemmende opfatning af finnernes trolddom har vel Petter Dass bidraget i den meget læste «Nordlands Trompet». Petter Dass kan ligesaa meget have bygget paa, hvad han havde læst hos Peder Claussøn, som paa, hvad han havde hørt i Nordland. Fortællingen om gandfluer er mistænkelig, fordi der i ældre skrifter, som handler om finnernes trolddom, intet forekommer herom. Blandt de svenske finner er gandfluen aldeles ukjendt Der- imod taler baade Ziegler og Olaus Magnus om troldpile af bly paa en fingers længde, som finnerne udskyder, og hvormed de paa lang afstand kan ramme og paadrage sygdom eller volde døden.“ S(Pheffer omtaler dette i sin «Lapponia» og mener, at dette grunder sig paa en misforstaaelse eller mistydning af ordet skot, der i folkemunde betegner saadan trolddom, hvorved der paaføres mennesker eller dyr en pludselig sygdom. Peder Claussøn siger ogsaa om finnerne, at de «skyder» sin gand. Hvad de norske finner efter hans ord dermed udretter, dertil betjener de svenske sig efter S(?heffer af noget, som de kalder tyre, og som er en kugle saa stor som en valnød eller et lidet æble, sammenpakket af et dyrs eller et træs uld, glat, men
