F1NNEnNEs oFB1NGER. “ 257 offerskik, der mindede om den romerske, og offerdyrets blomster- krans kan have hørt med til den høitidelige ofring. “ Ved of1–ingen af træbilleder, hammere, spinderokker etc. gjøres der ingen videre ceremonier: Finnen gaar hen til alteret og lægger offeret der med nogle ord til afguden. Har de ingen altere, saaledes som sjøfinnerne, da graver de det ned i jorden under gammen. Dersom det er Mubenaimo (eller satans eget bil- lede), som skal graves ned, da maa ogsaa tillige en hund ofres hel; med dennes blod bliver billedet bestænket, og derpaa graver de ned billedet tilligemed hunden. Om finnernes djævelske sædvaner ytrer Randul“f i Nærø- manuskriptet, at det er saa langt fra, at de er ham alle bekjendte; thi de er uta1lige. Hver fin har juleaften gjerne noget øl og brændevin, og han indvier da sin hytte. Hver gamme har to døre, den ene, paasio, holdes for at tilhøre den store Immel og den anden, kaldet uks, er indviet eller indrømmet for Mubenaimo eller satan; fyrstedet midt i gammen er indviet til gudinden Sarakkas ære. Julaften tager han, med hustru og børn, den ene efter den anden, en skaal øl eller et støb brændevin og slaar halvparten ud i paa.s“io, med den anden halvdel drikker han Immels eller Guds skaal, ligedan forholder han og de andre sig ved den anden dør, uks; de drikker Mubenaimos skaal, og ligedan ved ildstedet, hvor halvparten slaaes ud, og Sarakkas skaal drikkes. Dette offer til paasio bragtes Boa8.§o-akka, som af .]. Kildal kaldes Poskjo .–1kka, kvinden som lever under poshjo (ɔ: boas.§o) neden i jorden. Paa Thomas von Westens tredje reise bekjendte en fin for ham, at han havde «seymet» (ɔ: bragt drikoffer) til Poshio-akka, hvem han havde fortørnet. Efter .]. Kildal bekjendte han, at han havde et bæger, som han havde brugt kun til at seyme med, men ikke til andet; det var af træ, smukt udskaaret og malet; det fyldte han med brændevin, og saa havde han i sit telt med brændevinsbægeret «omsvinget» sig nogle gange. Under denne omsvingen slog han brændevinet ud af bægeret, og lod Poshioakka selv styre brændevinet, idet det faldt hen til det sted paa jorden, hvorunder hun, som hun selv bedst vidste, boede. Med samme bæ- ger, fuldt af brændevin, havde han paa samme maade seymet til Maderakka, forat hun skulde være gunstig mod hans hustru og hendes foster, naar hun var frugtsommelig. Lad være, sagde han, at jeg har dyrket disse kvinder med de smaa ofringer, saa dyrker jeg alligevel tillige ogsaa Gud i himmelen; derfor kan dette, som jeg har gjort, ikke være synd. Denne fin bekjendte endvidere, at han havde brugt Maylmen Radiens og Sarakkas a1terens sakrament, og at han var omdøbt. Efter Forbus ofrede flnnerne drikoffer (brænde- vin eller andet) til Sarakka julemorgen. Han tilføier: Drikken, som om juledag slaaes ned, kan og ofres til andre guder. 17 – Finmarkens amt II.
