258 F1NMAR1(ENs AMT. Randulf opfatter dette som en bespottelse. Sarakka, siger han, er den helvedes afgudinde, som de paakalder for de kvinder, der er i barnsnød, og satan har da lært dem at bruge denne djævelske sædvane paa Kristi fødselsnat, for at faa Kristi fødsel under Sarakkas skaal o. s. v. Derefter omtaler Randulj’ en anden efter hans mening veder- styggelig sædvane: Manden, med hustru og børn, ofrer til solen hver nytaarsmorgen en messingring i en brønd eller bæk. Der- som solen skinner paa ringene i vandet saa klart, at de alle ser klare ud i vandet, saa betyder det et godt aar, men synes ringene mørke og dunkle, eller nogle af dem helt sorte, da betegner de mørke ringe et ondt aar i alt det, han foretager sig, og de sorte ringe den visse død for den, hvis ring ser sort ud, med mindre døden afvendes ved offer. Af den grund søger man straks ved offer at formilde Jami, ɔ: de døde, og Mubenaimo, ɔ: satan. Alle finner har ikke denne sidste sædvane, men alle. baade de i Nordland og Finmarken og de paa fjeldene og ved sjøkanten af Namdalen og Indherred. drikker de tre nævnte skaaler om julaften. Finnerne havde omhyggeligt tilsyn med, at intet blev brudt eller forkommet af et ofret dyrs ben. Det er den samme tro, som kjendes fra fortællingen om Tors bukke og fra Mose lov (2 Mos. 12, 46; 4 Mos. 9, 12). Det heder om paaskela-mmet: Det skal ædes i ét hus; du skal ikke bære noget af kjødet ud af huset, og I skal ikke bryde ben paa det. Det gjentages i fjerde Mosebog, at de skal ikke bryde noget ben paa det, og de skal ikke lade noget tilovers til om morgenen. Ogsaa hos fin- nerne shulde offerdyret fortæres samme dag, og intet levnes (pag. 255). Paa samme vis undlod finnerne at knuse den dræbte bjørns ben, kvilke de begraver, som Högström fortæller, i den tro, at den “da skulde opstaa og leve efter døden En lignende tro ligger til grund for, hvad der i Peder Fyllings folkesagn fortælles om troldkjærringen Maske Bjørdal; naar man spiste sild i hendes nærvære1se, gjorde hun de sild levende, hvis rygben man forsømte at knække. Om flnnernes altere heder det i Nærø-manuskriptet, at de bestaar ved sjøkanten af en stor sten, hvorpaa de ofrer kreaturer, træbi1leder eller tran, som de gy(ler over stenen, eller alteret er bygget af træværk som et bolværk. I et saadant aIter kan under- tiden være 20 eller 3O læs ved; disse altere har de staaende til ære for hver af sine tre store guder oppe i skogen. Missionær Kil(lal. som fulgte med von Westen til Ofoten, brændte i l722 i fasten i løbet af omtrent 14 dage 40 saadanne træaltere med alle derpaa liggende ben og billeder. Der var saa mange ben paa disse altere, at de ikke skulde kunne kjøres bort-
