FmNEBNEs oFmNGEH. 255 slaaet tildøde. Naar et offerkreatur ikke er bestemt til et helt offer,. hvilket er det hyppigste tilfælde, da heder han, som gjør offeret, sammen saa mange finner, som kan være nok til at for- tære det med engang, afpasset efter offerets støi-relse, thi der be- høves flere finner til at fortære en hest end til at fortære et rens- dyr, og flere til at æde op et rensdyr end en gjet eller en hane, og offeret maa fortæres samme dag, ofringen sker, og intet maa levnes. Naar nu disse finner er forsamlet, dødes offeret under bønner og besværgelser. Det er her ligegyldigt, om dyret dræbes ved ét eller flere slag eller knivstik. Huden bliver saa afflaaet af samtlige offergjæster, men især af den, som giver offeret, og af den, som forestaar ofringsakten. Kroppen bliver straks lemmet i stykker med en offerkniv, led for led, og intet ben maa brydes istykker. Derpaa tager han, som giver offeret, det bedste og fedeste stykke og siger til afguden: annam dette offer af mine hænder til forsoning for mine synder og hjælp mig i det eller det. Han lægger det paa alteret, eller hviside intet alter har, graver han det ned i den dertil i hans gamme opkastede bule. Resten af offeret ædes af den, som giver offeret, og af samtlige indbudne offergjæster, og saa juoiges og synges en sang, afguden til ære. Benene, som bliver igjen, naar kjødet er afædt, lægges enten paa alteret til det kjød, som blev ofret, eller nedgraves i jorden. Til ingen af afguderne giver de brændoffer undtagen til solen, og da sker ofringen paa en særlig dertil helliget sten. Den, som giver offer, maa, hvis han ikke selv er noaide, til- kalde en, som er det, og som har den gave, enten ved rune- bomme, sten, øks., brændevin og øl eller mundt1ig, at kunne spørge og faa svar af afguderne. Noaiden eller han, som forretter ofringen ved at slagte kreaturet, maa være iført en særlig offer- habit. Hovedet er ombunden med en kvinde-snørehat af linned, paa hvilken sættes en krans af løv og blomster; saadan krans sættes ogsaa paa hovedet af dyret, som skal ofres, over skulderen hænger et hvidt forklæde. J. Kildal skriver: Naar en fin vil ofre en okse af ren eller andet fæ, heder han slægt og naboer til “sig, og saa gaar de alle til skogs med sine bedste klæder paa. Naar de kommer hen mod den plads, hvorpaa offeret skal ske, og har oksen med sig, da tager noaiden eller finnen, som skal gjøre offeret, bæltet af sig som tegn paa ydmyghed og hænger det over skuldrene Baade han og alt folket, som han har med sig, ydmyger sig saa dybt, at de gaar som tegn paa ydmyghed med stave dybt krummede imod jorden hen til pladsen, hvorpaa offeret skal ske. Naar oksen er slagtet, da sker blodsmurningen over det træ, som hører til den gud eller gudinde, som offeret gjøres til. Det af oksen, de lægger til offer, er begge homene, hans pudenda, et stykke
