254 F1NMAm(ENs AMT. Efter meddelelse fra Sophus Mc2ller er der i det danske Na- tiona1museu ms etnografiske samling opbevaret 6 runebommer, hvoraf de 3 er afbildede i J. A. Fr-iis: Lappisk Mythologi, fig. 3–5. Det er ovenfor berørt, at ogsaa bæ1ter blev benyttet som runebommer til at spaa med (pag. 25l og 252). Paa det etnografiske museum i Kristiania opbevares et mærkeligt bælte fra Skibotn; bæltet har tilhørt en gammel mand ved navn Isak, hvis datter- datter fik det i arv, og bæltets alder antages at kunne feres tilbage til 175O. Det er et stort læderbælte, i hvilket der er hængt en del stene og et par smaa tasker. En dyrefigur er knyttet til bæltet, og i den ene taske er der lidt glimmer. Der er paa bæltet ind- ridset 4 figurer, der efter ǫvigstad ganske vist har magisk betydning En figur minder om en tegning paa runebomme no. 9 i Friis-’ Mythologi, og en trekant med kors forekommer paa bæltet som ofte paa runebommerne. De gennemstukne hjerter minder om figurer i svarteboka. Det er dog ikke sikkert, at vedkom- mende bælte er brugt af finner til trolddom. Efter en kilde skal nævnte Isak, som har eiet bæltet, have været af kvænsk ekstraktion. Bæltet benævntes af eierinden en runering, hvilket vel skulde antyde, at det svarede til en runebomme. Fi1meI’1Ie8 0f1’îIlgeI’. Det er ovenfor omtalt, at flnnerne bragte sine guder ofre, og hvori finnernes offer bestod. Det var efter Nærø-manuskriptet dels levende kreaturer, saasom rensdyr, heste, gjeter, hunde, katte, en bane og andre fugle, dels for- skjellige træfigurer, lange og store hamme1–e til Tor gud, hakker og spader til Varalden olmai, baade til Bieka Galles, et menneskes billede til Ruta, Mubenaimo eller satans billede til satan, solens lignelse til Paive eller solen, og rokker samt spindetener til gud- inderne, buer og pile til Leib-olmai etc. 0ffer brugtes efter Nærø-manuskriptet saaledes: Det kreatur, som er bestemt til offer, bliver, efterat det med et slag er fæl(let til jorden, urert og lagt paa et al1er af træ, og der bliver det liggende. Har de ikke altere, som sjøfinnerne, især de i Namdalen, ikke har, da bliver et saadant helt offer lagt ned i en opgravet hule og dækket med muld. Denne hule graver de gjerne inde i sine gammer, saa at de kan bo paa det sted, hvor deres offer ligger under. Af den gud, som de har dyrket med ofre, venter de da desto større l1jælp. Saadanne hele ofre gives alene for dem, der er i dødsnød; men til dem, som allerede er døde, gives et rensdyr til at kjøre om med i de dødes rige. “ Saadant helt o1’fer skal ikke æ(les eller røres af nogen, og det maa ogsaa (lødes ved ét slag; der det ikke ved ét slag, er det et tegn paa, at offerdy1–et ikke har været helligt nok, og da maa de straks lede frem et andet og søge ved ét slag at faa det
Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/263
Utseende