210 F1NMAm(ENs AMT. Naar der er thinghelg eller præstehelg, og nordmænd, finner, kvæner og russiske handelsmænd og skippere fra det hvide hav kommer sammen, bliver det et broget slrue. Russerne er alvorlige, høie, med langt skjæg, ofte med høie turbanformige huer og med lange, fodside kaftaner. Finnerne kommer med sine kulørte og broderede kofter, og i ældre tid havde nordlændingerne de her i landet tidligere almindelig brugte ildrøde huer, jakobinerhuerne, der synes at være gaaet af mode omkring 186O. Klædernes tilvirkning foregaar blandt finnerne paa gammel- dags vis. Sjøflnnerne stamper sit vadmel paa følgende maade, der forøvrigt er af norsk oprindelse: En almindelig tomtønde, hvoraf begge bunde er taget ud, lægges til rette paa gulvet. Det til stampning færdige tøi dyppes først i varmt vand, vrides og lægges saa i den bund1øse tønde. To yngre mænd- lægger sig nu ned, medW ryggen mod gulvet, og stikker benene ind i hver sin ende af tønden, hvorpaa de giver sig til at spænde og sparke tøiet, til det ved denne behandling har faaet en passende tykkelse. Dette arbeide er meget anstren- gende. Skjønt de stampende kun er iført en tynd, løst hængende kofte, driver dog sveden af dem allerede fra første stund af. Undertiden bruger begge kjøn til kirkekofte sort klæde, klædes- kofte, laddegakte. Skaller, renbellingskaller, renbellinghuder og pæsker kjøbes aldrig færdigsyet af fjeldfinnerne, men forfærdiges af dem selv. Rensdyrskind og saueskind til pelsværk (skindfelderW og dork) skrabes først med skrabejern, forat man Saa godt som muligt kan faa bort rester af kjødet, derefter bruges en smørelse af gammel fiskelever, sur melk og noget mel, med hvilken der smøres gjen- tagne gange. Efter hver smøring brettes skindet sammen og ligger urørt indtil næste smøring. Dette gjentages, indtil skindet bliver saa mygt, som det var nylig flaaet. Derefter vaskes skindet saalænge i lunkent vand, til smur- ningen er Vfjernet, og tørres saa ude i luften; men eftersom skindet tørres, maa det g11ides godt med hænder11e, og jo oftere dette foretages, desto mygere bliver det. Naar det saaledes er gjennemtørret, er det færdigt til brug. Om klædesdragten i de forskjellige herreder kan oplyses: Mændene i Kara“s;jok bærer mest hvide vadmelskufter, der har sømmene kantede med stærktfarvede tøistriber; kvinderne bærer løsthængende korte kjortler af rødstribet sengklædetøi og røde huer. I Loppen og Øksjjord bærer endnu enkelte af de ældre finner sin nationale dragt: Hvid eller mørkegraa vadmelskofte med røde, blaa eller gule paasyede baand af klæde om hals, paa skuldre og i bryst. Finnerne i Hammer;fe§“t herred bruger for det meste endnu
