KARAKTER 0G LEVEMAADE. I83 bøining og traadte tilbage; ligesaa skede med en anden og en tredje; under dette herskede der taushed og stilhed. Da den tredje beiler havde faaet tørklædet, sagde han, at han vistnok ikke kunde paaberaabe sig noget bindende løfte, men at hun havde ytret noget, der lød som et «kanske»; nu var det hans anmodning til bruden, at hun vilde vedgaa sandheden heraf, og som tilstaaelse eller vidnesbyrd om, at han talte sandhed, skulde der „betales I spd. Den lykkelige beiler, nemlig den valgte brudgom, fandt dette at være i sin orden. Dog, da her ikke var tale om nogen er- statning for bruden, men kun om et gjensidigt vidnesbyrd om, at det omhandlede forhold havde fundet sted, saa vilde han over- levere præsten en halv specie, som præsten igjen skulde over- levere vedkommende. Hermed var alle parter tilfredsstillede. Det var og er tildels skik hos de norske bønder, at tro- lovelsen er bind.ende, og forlovelsen offentliggjøres først, naar parterne flytter Samme11, hvilken begivenhed i almindelighed feires med svir og drik; paa samme maade falder ogsaa hos finnerne forlovelsesgildet sammen med bryllupet. De russiske finner overholder derimod strengt den orden, at samlivet mellem det forlovede par først tager sin begyndelse med den kirkelige vielse. Saa snart forlovelsen eller trolovelsen har fundet sted, anser finnerne sig «gifte for folk», som de siger. Intet opslag kan finde sted, og de flytter sammen. Ceremonien ved trolovelsen har sandsynligvis før kristen- dommens indførelse blandt dem været deres gamle bryllup og er endnu den vigtigste ceremoni ved ægteskabsstiftelsen. Naar gutten efter sit oftest gjentagne frieri mærker, at pigen er stillet tilfreds ved de forøgede fæstegaver, faar han hendes samtykke til at holde forlovelsesgildet, kjøber et halvt eller et helt anker brændevin og indbyder slægt og venner. Hun paa sin side indbyder slægtninge fjernt og nær. Særlig søger de at sikre sig flinke forlovere, som skal vare- tage parternes tarv. Er forældrene ilive, er disse selvskrevne som forlovere. Derefter søges der en kjøgemester, der Staar for skjænken, og som skal være dommer i sagen. Selskabet samles oftest hos pigens forældre, og de forlovede jages først ud, hvorefter forloverne kommer med sine indlæg, medens dommeren forholder sig taus. Forhandlingerne kan være meget livlige, især fra spindesiden: der ankes over, at brudgommens forældre ikke er agtværdige nok, hans slægtninge har været straffede, bruden er mere værd, det vil sige fæstepengene er for faa. Modpa1–ten svarer, at bruden er mere end betalt.
