I84 FINMARKENS AMT. Om denne sag skjændes, saa det er næsten umuligt for den udenforstaaende at forstaa et ord af det gyselige gnaal. Imidlertid gaar flasken om for at blidgjøre gemytterne, og naar dette er skeet, kaldes de forlovede ind. Kjøgemesteren oplæser da i fyndige ord kjendelsen, der oftest lyder paa forøgelse af fæstegaven. Har brudgommen da ikke penge, laaner han hos en af sine nærmeste og betaler ko11– tant summen, som kan være forskjellig, fra 40 til 4OO kr. Denne sum er brudens retmæssige eiendom, den hun gjem- mer som en helligdom til sin dødsdag. W Naar brudegaven er afleveret, stiller brudgommen sig ved brudens side, giver hende haanden, og der skjænkes dem begge et glas. Nu bliver der gilde, som varer, indtil den sidste gjæst er bleven saa drukken, at han sovner. Den følgende dag flytter bruden til sin herre som hans ægtefælle Naar en pige skal gifte sig i kirken, skal hun gjøre mod- stand mod at tage brudeklæderne paa sig. Det hører saa til, siger professor J. A. Friis. Finnebruden skal gjøre modstand under paaklædningen, hun skal græde, klage og jamre sig og sige, at hun ikke vil være brud, og hun ska-l til slutning endog lade sig slæbe frem til alteret. Altsammen til tegn paa, at hun er en uskyldig og blufærdig pige. Det hændte endog engang, at en brud for alteret paa præstens spørgsmaal, om hun vilde tage N. N. til ægte, ligetil svarede «nei». «Ja, saa kan jeg ikke vie eder,» sagde præsten. «Jo, jo,» sagde bruden, «jeg tænkte, at du vilde spørge mig en gang til.» StoCkfleth fortæller, at brudgommen har paa nogle steder, hyp- pigst i Koutokeino, et langt hvidt klæde bundet som et skjærf fra halsen korsvis over brystet og omkring livet. Bruden bærer krone. Alene i Koutokeino hersker den skik, at under Vielsen holder to unge karle og piger et stort silketø1–klæde som en tron- himmel over brudeparrets hoveder. Tørklædet kaldes pellet, til- hører kirken, og der betaltes i leie for samme 8 skilling. Fin- nerne kalder det blot line, tørklæde. Skikken skriver sig for- modentlig fra den tid, da Koutokeino hørte Sverige til. Dette ord pell forekommer i norske sagaer i betydningen kostbart tøi. I beretningen om Gudleik gerdske (Olav den helliges saga, kap. 65) heder det, at han i Gardarike kjøbte for kongen baade «pe1lɔ, hvilket han tiltænkte kongen til stadsdragt, og endnu her- ligere stoffer. Om Sigurd Jorsalfar heder det, at han for at vise sin pragt og rigdom seilede til Konstantinopel med seil be- satte med «pe1ler».
