182 FINMARKENS AMT. dem beho1der en partt nogen aar, och skiller sig saa fraa den- nem igien, och det kalder de att kaste sin kone, eller kone kaster sin mand, men en partt bliffuer sammen ald de1–is alder vd, och huis løse koner der findes hos dennem, dem kalder de stellekoner. Ved fjeldfinnemes ægteskab eier hjertet næsten ingen del. R–igdommen er det eneste, der afgjør den enes fortrin fremfor den anden. Dog finder man den dunkle forestilling at skinne frem, siger Læstadius, at her alligevel er spørgsmaal om noget vigtigere end bare at kjøbe og sælge en ren; thi det ansees ikke ret vel at kunne gaa an at give penge, der ved dette tilfælde heller ikke gjerne modtages; men det skal være et slags va-rer, helst almindelige sølvsager, saasom skeer, bægere eller anden stads til sølvkronen eller sølvbæltet. Frieri foregaar undertiden paa den maade, at gutten forsøger med det gode eller, dersom det ikke lykkes, med magt at til- vende sig en af pigens vanter; han beholder den som sikkerhed for, at hun skal høre ham. Han oplyser hende om, hvad han eier, og hvor Stor fæstepenge eller fæstegave han vil give hende. Hvis hun ikke har noget mod gutten, men finder gaven for- liden, gjør hun sig kostbar, indtil hun faar løfte om passende fæstepenge eller fæstegave. Vil hun ikke have ham, har hun stræv med at faa igjen den tagne vante. Disse forsøg gjentages ved finnesamlinger mange gange dag- lig og giver anledning til adskillig underholdning. Undertiden begynder fjeldfinnen at fri paa den maade, at han giver pigen et bælte, en sølje, en ring eller et silketørklæde. Modtager pigen gaven, saa siger hun ikke nei, men noget bestemt, endeligt ja er det heller ikke. Hun kan modtage frier- gaver af saa mange beilere, hun vil, uden derfor at ansees for koket, men hun maa, naar det kommer saa langt, at de skal gaa til præsten, levere disse i uskadt stand tilbage igjen. Frierne selv indfinder sig paa kirkestedet eller har en fuld- mægtig der, som uden videre kræver tilbage igjen de medtagne gaver, og bruden beholder kun de foræringer, som h1m har faaet af den, som hun gaar med for alteret. Stock.fleth fortæller fra et ophold i Koutokeino i 1842 om et par brudefolk, som med det sædvanlige følge kom ind i stuen og forlangte lysning; folketrængselen var stor, de bagerste steg op paa stole, bænke og kister for at se, thi bruden havde havt flere friere. Da brudeparrets navne skulde ind-skrives, traadte en ung fin frem; taus gav brudgommen bruden et halstørklæde, som hun overrakte den fremtrædende, taus modtog han samme, gjorde en
