KARAKTER os LEVEMAAnE. l81 almindelige hos nordmændene, men før havde de særegne finske navne. Friis nævner fra ældre tid som særegne fornavne f. eks. mandsnavne som Aiken, .4lits, Lalle, Rate, Viol, Diesse, Suk, Lamik, og kvindenavne som Vaibi, Veike, Seimke o. fl. Lillienskiold skriver om denne sag: De lader sig ved særdelis naffne effter deris lands brug op- næffne som ved andre stæder dis sælsommere maatte falde. Saa- ledis lader de da deris børn opkalde PeritZ, Tudekas, Niche, Save, Junte, Sabbe, Miune, Tude, Jarre, Jux, Tario, Annot, Gierild, Tveje, Faste, Ariut, Qvive, BiritZ, Raste, Rigo, Wassiel, Macri, Trophind, DemitZ, Sawe, Mellet, Jurrild, Jephrim, Waske, Galling, Zierge, Philemor, Spir, Maxin, Anga, Kieri, Fullic, Namblich, Matfri med flere dislige, ihuorvell at een deel som dis bædre civiliserit formisker sig med brugeligere tids naffne. Naar to finner møder hinanden, lægger den ene armen om- kring ryggen paa den andens skulder. Dette er en art af om- favnelse, som fra begge sider ledsages af ordet burist, som be- tyder vel, godt. Denne maade at hilse paa bruger finnerne kun indbyrdes; naar de vil vise nogen agtelse eller hengivenhed, neier de, saavel mænd som kvinder, rækker derpaa sin haand, efterat de først selv har kysset den, med ønsket om Guds fred for ham selv og hans hus, skriver Rode. Denne skik at kysse paa sin egen haand, før man rækker den, var brugelig, ialfald tidligere, i Bergens omegn. Fellman skriver om finnernes hilsen i Utsjok, at den er en omfavnelse. Er venskabet særlig varmt, fører de ogsaa kind mod kind. Nogle ved den russiske grændse bosatte finner skal, lige- som skoltefinnerne, hilse hverandre ved at næsespidserne berører hinanden. Dette bruges dog kun mellem slægtninge. Næsehilsningen var en fortrolig hilsen mellem finner, og den var efter Qvigsfad og Sandberg i ældre tider i almindelig brug; den gaar for sig paa den maade, at man sætter næsetipperne sammen og derunder med udtryksfuld tone siger: Burist, bur-ist.V (“vel, vel!). Linné omtaler denne hilsemaade fra sin reise, og lige- til l831 brugtes den ifølge P. Læstadius almindelig i svensk Lapp- marken. Nu for tiden er hilsen med næsen neppe brugelig uden hos skoltefinnerne, hvor man endnu i omsorgsfulde mødres mund kan høre paamindelsen til den opvoksende ungdom: Vads O–ud njune.Z (gaa og giv næsen l). Forfatteren af «Enn liden Vndervisning –om Findmarcken» fra ca. 1580 (jfr. bind I, pag. 8) skriver: Om deris eg-teskabff er heller inthett att thalle, thi der ind- gaar ingen rett eehteskabs stand, vden allenniste nogen faae, men tager sig quinder huor och naar de denne1n kand faa, och
