KARAKTER OG LEVEMAADE. 177 Efter Bossekopmarkedet er finnerne i regelen overstadig fulde. Bossekopmarkedets fristelser kan fjeldfolket ikke modstaa. xEdrue og støe, med kjerriserne fulde af renkjød og skindvarer, kjører de nedover. Der gaar en uges tid, og saa kommer de tilbage, stærkt anløbne. Raide efter raide kjører opefter elven, melsæk paa melsæk, kaffe, sukker og alleslags husholdningsvarer og brændevinskagger fordeles ud over hele præstegjeldet, og befolk- ningen faar sig en grundig rus. De smaa, i det daglige saa fredsommelige og sagtmodige finner ser man nu hujende og juoi- g-ende sprænge opover elven, slængende hid og did i kjerrisen, ofte to paa hinanden i samme kjerris. Snart er de høirøstede, brautende og stridbare og raver omkring mellem husene og tel- tene; snart ser man dem som døde fluer spredte udover stue- eller teltgulvet eller i dyb søvn liggende ude i sneen i de mang- foldigste stillinger. Finnernes tilbøielighed til at tage sig en taar over tørsten, naar leilighed gives, er gammel; thi Lillienskiold skriver: «Faar de først smag paa lædskedrikken, det afgaar sjelden uden snur, saa hjernen oftere bliver perturberet, end at maven derudi vorder til nøye. De drikker sjelden i enrum, men ud- deler godvillig sit følgeskab, at selv egen lod vorder ofte den mindre. Og holdes det for deres sædvane ingen lyde, at kvind- folkets forstand af brændevinens kraft regjeres.» Egentlig tyvagtige er ikke finnerne, men de ligger ikke sjelden under for den fristelse at stjæle andre folks rensdyr. Rentyveri er hyppigt i Finmarken; det er vel sjeldnere, at renen ligetil stjæles, men hyppigst gaar det saaledes til, at ved- kommende søger at skjule de rensdyr, som fra fremmed hjord er komne over til hans, negter at være i besiddelse af dem og at udlevere samme. Enkelte kan vel og forandre eierens mærke til sit eget, og endel ved fjeldfinnernes hjemreise fra sjøkysten tilbagebleven ren skydes derhos af fastboende og andre. Umærkede kalve, som er komne bort fra moderen, betragtes efter finnernes opfatning som herreløse, og enhver kan tilmærke sig disse, selv om han ikke eier en simle. I ældre tid, da fjeldfinnerne var saagodtsom Østfinmarkens eneste befolkning, da fogden og amtmanden kun en gang aarlig besøgte dem, og da der i Finmarken ikke var megen lov, klarede finnerne rensageme selv. Naar en fin havde taget en ren fra en anden, og eieren kom til kundskab herom, gik han almindelig med et par venner hen til synderen og tog en ren igjen, og dermed var den sag ordnet. Senerehen traadte forligelseskommissionerne i virksomhed, og da bilagde disse sagen i regelen paa den maade, at den 12 – Finmarkens amt II.
