Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/185

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

l76 I–’INMARKENS AMT. Hvilke Scener er der ikke, naar særskilte anledninger kalder finnerne sammen i nærheden af kjøbmanden paa markedsdage og retsdagel Man har særskilte forordninger, som strengt for- byder kjøbmanden at sælge brændevin til finnerne, før den første retsdag er forbi; ikke destomindre er det endnu hyppig til- fælde, at sorenskriveren og fogden maa reise med uforrettet sag og maa beramme ny retsdag, fordi finnerne vel er komne til- Stede, men ligger alle som kvæg livløse paa jorden. De drikker ikke ustraffet saa meget, brændevinet tager appetiten fra dem, de bliver svage, kraftløse og magre, og kan ikke mere udføre de nødvendigste arbeider. Dette er saa iøinefaldende, at man skulde tro, at det maatte være en advarende erfaring for dem selv, men til denne over- bevisning kommer de ikke. Brændevinets tiltrækning er for stærk. De paastaar med stor selvti1fredshe(l over sit uomstøde- lige ræsonnement, at i brændevinet er der ligesaa stor kraft som i brød, og det maa være lige nærende som brød; thi det“bliver jo ligesom brød tilberedt af kom. Saaledes gaar da det til- grunde, hvad der maatte findes af aand i en finnekrop, af drif- tighed og af lyst til fremskridt.» Nu er lovlig tilgang paa brændevin vanskelig i Finmarken, og det kan kun kjøbes i Hammerfest og paa Vadsø, ikke paa handelsstederne. A Naar finnen før kom til handelsstedet, drak han forsvarlig, som von Bu(–h beretter, blev som oftest liggende paa pladsen, indtil rusen var udsovet, men han piltede derpaa hjem og bragte med sig til hjemmet høist saa meget, at han ogsaa der kunde skabe sig en lystig dag. Saasnart denne var over, var han en ren ordensmand, savnede ikke det stærke, men drak det g-jerne, hver gang anledning gav-es. Her er ikke tale om dem, som boede handelSstederne nærmest, thi disse saavelsom de, der boede i nærheden af byerne, var paa faa undtagelser nær drikfældige, da anledningen og fristelsen der var stor. Finner11e er desværre et svagt og viljeløst folk, der neppe taaler at se brændevin, uden at fristelsen opstaar hos dem. Dette viste sig bedst i fjeldbyerne, hvorhen russefinnerne førte denne ska(lelige vare, for ved hjælp deraf at tillokke eller til- 1’il“DG sig nogle slagteren fra den til bevidstløshed bragte fjeldfin. LG11Sl11fi-Jld A. Brun omtaler for 4O aar siden, hvorledes han ofte havde havt besøg af fjeld1inkoner, som med taarer i øinene anmodede ham om at jage russefinnerne fra deres fjeldbyer; thi saalænge disse opholdt sig der med sit ulyksa-lige brændevin, var, sagde de, mændene altid i en slags ubevidsthedstilstand, der foraarsagede„ at renerne blev ubevogtede„ og røverpakket benyttede anledningen.