1i3O FINMARKENS AMT. rige spærrede Rusland først ifra 1889 ved keiserlig kundgjørelse af 20de juni 1888 og 22de august samme aar.
- Grændsespærringen ansaaes i Norge for en ulykke, som vilde
- medføre ruin for de norske fjeldfinner, der blev afstængt fra det
- rige vinterbeite i Finland og vilde savne fornøden- fede for sine
îrensdyr og derved geraade i armod. E Medens de norske rensdyr om vinteren vilde sulte ved at ïforbydes adgang til Finlands vidtstrakte og lidet benyttede beites- Imarker, vilde de finlandske vantrives om sommeren ved at for- bydes adgang til den norske havkyst. Disse bekymringer var for endel beføiede, som det viste sig efter grændsespærringens indtræden, om end følgerne ikke blev fuldt saa slemme som antaget, og i visse henseender havde grændsespærringen sine fordele for Norge. Gjennem aarrækker havde, indtil 1852, antagelig opimod 5O O0O norske rensdyr beitet i Finland. Disse maatte nu for fremtiden søge sin næring i Finmarkens amt ogsaa om vinteren. GrændSespær1–ingen befriede vistnok Finmarken for ca. 15000 sommerbeitende finske ren. Men denne beitning havde af de norske jirm(Þr ikke været anseet som nogen følbar ulempe. Ved afslutningen af 175l-aars traktat var Sveriges grænd- ser ubestemte foruden i Koutokeino og Avjovarre, som Norge beholdt, ogsaa finsk Enontekis samt Enare og Utsjok. I disse egnes rige mosemarker, der før 1852 udgjorde finnernes største og bedste vinterbeiter, havde Norges finner en ækvivalent for de svenske finners sommerbeite i Norge i Tromsø og Nordlands amt. Ved Finlands afstaaelse i l“809 formindskedes det Svenske omraade, og efter den russiske grændsespærring i 1852 blev omtrent 1000 nomader og 65000 rensdyr henvist til de indskrænkede mose- marker inden amtets egne grændser. Den her1ighed, Norge ifølge traktaten havde i den tilstaaede beitesret paa de af Sverige til Rusland senere afstaaede landsdele, var 11l1 ta-bt. Sverige var efter l852 sat ude af stand til at opfylde endog kun halvdelen af den som vederlag for dets flnners rettigl1ederi Norge overtagne præstation. Naar virkningen af grændsespærringen skal undersøges, er det vanskeligt at skjelne mellem, hvad der er følge af den ind- traadte forandring, og hvad der er begr1mdet i andre omstæn- digheder, som i mer eller mindre gode vintre, i veirliget, i syg- domme blandt renhjorderne, i utilstrækkelig bevogtning m. v. Ifølge lensmændene i Næsseby og Polmak var der i Øst- finmarken i l856 38 reneiere med tilsammen 32 495 ren. I Karasjok Sogn var der ved udgangen af 1855 79 reneiere med tilsammen 21705 ren, hvilket tal er noget for lavt. Antal af rensdyr i Tanen fogderi ved l855–aars udgang udgjorde efter dette ca. 54 2OO ren.
