GR1‘ENDSESP‘ERRlNGEN AF I8ð2 0G DENS FØLGER. 131 I 1852 anslog en kommission antallet af reusdyr i Østfin- marken til omtrent 3000O og iKarasjok til 21 OO0, tilsammen 51 O0O. Antallet af rensdyr i Tanen fogderi skulde efter dette være forøget med 3 20O rensdyr. Ikke destomindre erklærede Østfinmarkens fjeldfinner i 1856, at antallet af rensdyr var betydelig mindre end forhen; en stor mængde ren var gaaet tabt for eierne ved at spredes over det finlandske territorium, afdrættet lykkedes ikke altid saa godt som tidligere, fordi føden for de unge renkalve var for slet. Finnerne opgav for folketællerne, at der i 1854 og l855 var tabt 1925 rensdyr, som var komne over til Finland. Store flokke af rensdyr, der om sommeren beitede paa Va- rangerhalvøens vidder, passerer over den smale landstrækning, der forener denne af havet og Tana omflydte halvø med sydsiden af Varanger, for at naa de beitesmarker, hvor de om vinteren søger sin føde. Paa dette sted var det før vanskeligt at samle disse skarer, som i parringstiden, der just indtræffer paa dette tilbage- tog, er aldeles ustyrlige. Det er især paa denne tid af aaret, i september og begyndelsen af oktober, at rensdyrene kommer bort for eierne og splittes ad paa den anden side af grændsen. . Der blev da opført et gjærde fra Skippagurra ved Tana- til den indre bugt af Varangerfjorden, paa en strækning af omtrent 1Ífs mil, for at stænge for renhjorderne, indtil parringstiden var forbi. Eierne kan her udskille og samle sine mærker, inden beit- ningen af de fra mai til november fredede strækninger begynder. En i 1857 nedsat kommission meddelte oplysninger fra Kouto- keino og Karasjok: Koutokeinofinnerne forklarede i 1858, at udelukkelsen fra de finske beitesmarker havde forringet de norske renhjorder. Der var langtfra tilstrækkelig mosemark paa den norske side, og den største del af sognet var skogbar, saa rensdyrene ikke fandt ly. Disse var desuden stærkere efterstræbte af ulv paa skogbare trakter, end der hvor skog fandtes. I de to til tre sidste aar var renen, sagdes der, bleven mindre af størrelse, yngre dyr Var sultede ihjel, da de ikke havde havt kraft til at sparke op den haarde sne. Skjønt mange var udflyttede fra Koutokeino til Karesuando i Sverige, saa kunde dog ingen del af beitesmarken paa norsk side spares, saa at mosen kunde faa tid til at vokse op igjen. Efter grændsespærringen var koutokeinofjeldfinnerne be- gyndt at søge over paa svensk territorium, hvor der allerede før var mange rensdyr. Der vilde heller ikke være rum for stort flere. Karasjokflnnerne oplyste, at deres renhjorder siden grændse- spærringen var bleven formindskede blandt andet ved, at en stor del af dem spredte sig –udover det fi11ske territorium, hvorfra kun faa erholdtes tilbage.
