1(JøHsE1. Men nEN. 115 Varre-hærgge er en reserveren. Uden stopperen bliver kjøringen mere spændende, og man er mere sin egen herre. I almindelighed behøves 5 ren til en længere reise: –en for den reisende selv, en for «vappusen», to til bagage11, og en «vararen», til at anvende som stopperen og som reserve. Det bliver ikke saa lidet bagage, naar der maa føres med alt, som udkræves til livets opho1d. Dernæst behøves pæsk, skind- bukser, reiseskaller, finnelue, kjørehandsker o. S. v., saa man kan møde en snestorm i 20 a 30 graders kulde. En nybegynder i renkjø1–ing gjør bedst i at lade sin ren binde fast efter en forankjørende, indtil han har lært at balanoere eller sidde nogenlunde fast i kjerrisen eller pu1ken, derefter kan han med en gammel, veltæmmet ren kjøre løs bagefter andre og saa lidt efter lidt forsøge sig paa egen haand. Med en uøvet kjører gjør en ren ofte mange volter. Han bør altid have en øvet forkjører, hvis ren hans egen følger i hælene, og da gaar i regelen alt godt. Naar de reisende har sat sig, kaster føreren – vappusen –- sig i sin slæde, giver sin ren et raskt rap med tømmen, og i samme øieblik er hele karavanen i fuld fart. Lidt efter lidt kom- mer der orden efter den første forvirring, som næsten er uund- gaaelig, naar toget begynder. Renerne er i begyndelsen vanskelige at styre. Man kastes og svinges omkring, vælter og kommer op igjen, slæbes afsted, uden stundom at vide, hvorledes det gaar. Sneføret er bedst, naar der er lidt nysne ovenpaa haard skare. Paa det slags føre springer renen bedst, da den af og til under spranget kan tage sig en mundfuld sne for at kjøle sin tunge og slukke sin tørst. Renen er daarlig paa blank is. Benene gaar som tromme- stikker, men den faar ikke fodfæste. Saa gaar man ud af pulken og leder den i tømmen, men endnu er det ikke mere, end den formaar at trække den tomme pulk. Er der faldt meget sne, og denne er vaad, eller er der kom- met vand op paa isen paa indsjøerne, saa bliver føret tungt. Man maa da tage det dobbelte antal folk og rensdyr. Den vaade sne kan fryse og blive iset og dynge sig saaledes under og over pulken, at renen ikke formaar at trække den, hvorfor pulken maa vendes om og skrabes ren for is og sne. Renernes tilbøielighed til at slutte sig sammen foraarsager stundom forvik1inger for de reisende. Møder man gjøende hunde, saa vil renerne flokke sig sammen, hopper over slæderne, saa den ene pulk ofte bliver indviklet i den ande11. Da binder fjeldfinnen straks alle renerne i slagtømme til sin pulk, gaar ud af denne Og trækker sin ren efter sig, og dermed ogsaa alle de andre.
