114 F1NMAR1(ENS AMT. Slæden, som renen trækker, kalder finnerne gerés, kjerris, naar den er aaben, og den bruges især til tøi, men ogsaa af finnen til at kjøre i. Pulken adskiller sig fra kjerrise11 deri, at den fortil er halvt lukket som med et halvdæk af skind, mest sælskind. Bagtil er pulken aabeu, saa man kan sidde iden, med benene dækket af det nævnte skind, som er spigret fast til pulkens øvre kant. Dielde-pulken er en pulk, over hvis forreste del der er et dæk, som gjerne er betrukket med kobbeskind. Finnerne kjører ofte med benene udenfor pulken, eller i den aabne kjerris, siddende paa et renskind. Disse finneslæder har ikke meier, men en kjøl, og de ligner i formen fuldstændig forenden af en meget smal og lav pram, afhugget paa midten. Kjerrisen er enten med eller uden agter- speil. Pulken har rygstykke foruden det sælskindsbeklædte tag eller fordæk, saa den ligner en sko. Paa grund af sin form føier pulken sig let efter terrænet, og paa ubanet vei er den et hensigtsmæssigt kjøretøi. Paa vei og paa fladere marker benyttes, omend sjelden, slæde med to rener foran. Paa glat vei slingrer ofte pulken, og det gjælder da at vogte sig for stene eller andre skjær. Der eksisterer, som nævnt, ikke nogen stiv forbindelse mel- lem ren og pulk, og derfor vil den ofte slingre voldsomt. Renen er derhos lunefuld, og det kan godt falde den ind midt under kjørselen at gjøre en braavending, saa man beskriver en cirkel i susende fart. Takket være det lave kjøretøi falder man ikke altid ud. Sker dette, da gjælder det at holde fast i tømmen og heller lade sig slæbe med end slippe; slipper mau, bliver man staaende paa fjeldvi(lden, med renen strygende afsted i vild frihed. Skal man reise, søger man først en kjører eller forkjører. som kaldes vappus, hvad der er en fordærvet norsk udtale af det finske ord oapes, veileder, fører, lods. Man pleier paa en længere reise eller der, hvor landet er meget bakket, altid at have med en løsren eller reserveren, der bruges som stopperen. Naar det gaar brat nedover, holder nem- lig den bagerste ren, som ingen slæde l1ar, igjen eller stritter imod, og dette bidrager til at sagtne farten og gjøre den støere for de forankjørende. Et eller andet uheld kan ogsaa hænde en af kjørerener11e. og man har da reserverenen at tage til. En ren, som bindes bag en anden ren for at holde igjen og stoppe farten under kjørsel, eller en stopperen, kalder fin- nerne (?O(lROh(l-S’.
