ANTHROPOLOGL 5 At finnerne ikke er en uddøende race mener Friis statistisk at kunne paavise ved folketællinger fra Finmarken. Unegtelig har finnerne vokset i antal ogsaa i den tid, da nordmændenes antal under monopolhandelen aftog, men det er et spørgsmaal, om man tør slaa finner i alle bygder sammen i en almindelig karakteristik. Sjøfinnerne synes efter lægers, offi- cerers og præsters ytringer at staa lavt og at være degenererede. Uagtet professor Friis anfører grunde mod den mening, at linnerne er en degenereret race, ytrer han dog, «at den beslægtede finlandsk-karelske og russiske befolkning har langt bedre end nordmændene forstaaet dels at forjage, dels at denationalisere finnerne, hvorfor sandsynligvis i tidens løb de sidste levninger af dette folk vil findes i Norge, og den sidste fin blive begravet paa norsk grund». Heraf synes man at kunne slutte, at hans opfatning er den, at finnerne i tidernes løb vil vige for de andre nationaliteter. Kaptein Milller, som var chef for Varanger kompani, skriver om finnerne, at de savner mange af de nødtørftigste forudsæt- ninger for at kunne lære, hvad man skal bibringe dem. De lever i gammer, oftest forpestede jordhuler, og spiser daarlig og slet tillavet mad uden afveksling og er over al beskrivelse skidden- færdige. Det er en ynk at se, hvor mange af dem er defor- merede, hofteskakke, haltende og lamme. Det samme er tilfælde med kvinderne. Det skal være «komsen», der volder det. Neppe nogensteds sees saamange skavanker og skjævheder komme tilsyne som 1mder 1ægevisitationerne i Finmarken, naar alle rekruter optræder 11øgne. Fra 1898 til 1903 har Karasjok til forsvaret kun ydet 7 træn- og l linjemandskab; den sidste var af blandet herkomst. Finnegutterne liker sig godt under vaabenøvelserne; der be- handles de lige med de andre, og heri sætter de formelig sin stolthed, og deres selvagtelse vokser. De faar uvant god kost, og de lærer fo1keskik. Væmepligtens indførelse har virket meget til det gode, har styrket nationalfølelsen og bidraget til at frem- skynde fornorskningen Til underofficerer synes finnerne ikke at (lue. De kan ikke føre kommando. Respekt for dem er der ikke. Paa patrulje- gang og i «spredt fægtning» er de flinke, og de kan indrette sig i leir i en fart. Kogningen er igang paa kort tid; de gjør ild med næver, som de bærer paa brystet i store plader. Præsten Tandberg, som i flere aar reiste omkring blandt fin- nerne som missionær ytrer: Det er i det hele taget utroligt, hvor mange vanføre der er. Paa enkelte steder kan man rent lorfærdes over deres mængde og over den 11avnløse elendighed, de maa leve i. Der er ikke et sted i landet, der har en saadan
